Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ækvivalensskala

Oprindelig forfatter JøSØn Seneste forfatter Redaktionen

ækvivalensskala, i økonomi forholdsskala, der angiver udgiftsbehovenes relative størrelse i husholdninger med forskellig størrelse og sammensætning. Ækvivalensskalaer anvendes i økonomiske sammenligninger af husholdningers eller familiers indkomst ved fx studier af indkomstfordeling og økonomisk ulighed i samfundet.

Da en husholdning bestående af mange personer har et større udgiftsbehov for at nå en given levestandard end en husstand med få personer, skal husstandenes indkomst korrigeres for denne forskel, hvis man ønsker at sammenligne deres indkomster. Tidligere anvendtes ofte antallet af personer i husstanden som ækvivalensskala, dvs. at man sammenlignede den gennemsnitlige husstandsindkomst pr. husstandsmedlem. I de senere år er skalaer, der bygger på en vis stordriftsfordel ved at bo mange sammen, blevet det mest almindelige, fx kvadratroden af antallet af personer i husstanden, hvorved en ekstra person vægtes lavere, jo flere personer der allerede er i husstanden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Søndergaard: ækvivalensskala i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184570