Finansiering, virksomheders, husholdningers og offentlige institutioners dispositioner på de finansielle markeder. Inden for økonomisk teori er finansiering en selvstændig disciplin, som beskæftiger sig med disse dispositioner samt de finansielle markeders virkemåde og prisdannelsen på dem. Baggrunden for dispositionerne er et behov for at kunne flytte forbrugsmuligheder over tid og/eller at kunne fordele risiko på anden måde blandt samfundets borgere.

Husholdningers dispositioner

vedrører fx opsparing eller låntagning i forbindelse med anskaffelse af større forbrugsgoder såsom ejerbolig, bil, bohave og ferierejser. Et andet eksempel er opsparing til pensionsformål, som hovedsagelig sker via kollektive, arbejdsmarkedsbetingede ordninger eller via individuelle ordninger med særlig skattemæssig status, fx kapitalpensioner og ratepensioner. Husholdningers ønske om at kunne omfordele risiko afspejler sig fx i forsikringsmarkedet.

Virksomheders dispositioner

vedrører fremskaffelse af kapital til produktionsudstyr, varelagre og distribution. Kapitalen kategoriseres som enten egenkapital eller fremmedkapital. Forskellige kapitalformer kan imidlertid mere fyldestgørende karakteriseres ved en række karakteristika, som vedrører 1) krav på virksomhedens indtjening, 2) prioritetsstilling ved konkurs, 3) indflydelse på virksomhedens ledelse og drift og 4) skattemæssig behandling. Der er udviklet en række almindelig brugte nøgletal som mål for virksomhedens finansielle situation, fx det kortfristede likviditetsbehov, virksomhedens konsolidering samt dens evne til at forrente den investerede kapital.

Den offentlige sektors dispositioner

vedrører primært statsgældspolitikken i sammenhæng med finanspolitik og pengepolitik. Tidligere kommuners og amters, nu regioners, finansielle bevægelsesfrihed har traditionelt været underlagt en snæver statslig kontrol.

Som selvstændig videnskabelig disciplin er finansiering relativt ny. Gennembruddene skete i 1960'erne med empiriske analyser af hypotesen om "effektive markeder" samt teoretiske analyser, som opstillede ligevægtsmodeller for finansielle aktivers prisdannelse under usikkerhed, fx CAPM. Nobelprisen i økonomi blev i 1990 uddelt til tre amerikanske forskere i finansiering: Harry Markowitz, Merton Miller og William Sharpe; også andre nobelpristagere, bl.a. Franco Modigliani og James Tobin, har ydet væsentlige bidrag til finansieringsteori.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig