Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

afskrivning

Oprindelig forfatter PAW Seneste forfatter Redaktionen

afskrivning, regnskabsmæssig disposition, hvorved et aktivs bogførte værdi nedsættes for hver regnskabsperiode. Der afskrives på aktiver med en begrænset økonomisk levetid, der dog som minimum overstiger en enkelt regnskabsperiode, almindeligvis på ensartede anlægsaktiver som inventar, maskiner og bygninger. Der kan også afskrives på immaterielle aktiver med begrænset økonomisk levetid, fx patent-, forfatter- og varemærkerettigheder.

Ved afskrivning tilgodeses det, at anlægsaktivets historiske anskaffelsesværdi, fratrukket en evt. scrapværdi (dvs. den værdi, aktivet kan realiseres til på det pågældende tidspunkt), på en passende systematisk måde fordeles på den økonomiske levetid.

I resultatopgørelsen for en given virksomhed indgår periodens afskrivning som en omkostning. Formålet er, at regnskabsperiodens indtægter skal kunne sammenholdes i regnskabet med de omkostninger inkl. afskrivninger, der afholdes for at erhverve indtægterne.

Annonce

For det meste benyttes mekaniske afskrivningsmetoder: den rette linjes metode med konstante afskrivninger, saldometoden med faldende afskrivninger, som udgør en konstant andel af den bogførte værdi, og den sjældnere anvendte annuitetsmetode med stigende afskrivninger, som lagt sammen med forrentningen af pengebindingen i anlægsaktivet er en annuitet.

Først i slutningen af 1700-t. vandt begrebet indpas i regnskabslæren og regnskabspraksis. Den relativt sene erkendelse af afskrivningsproblemet skyldtes, at landbrugets ejerforhold ikke affødte et særligt behov for at afgive oplysninger til udenforstående. Med den industrielle revolution og dannelsen af aktieselskaber blev der investeret i aktiver med lang levetid, samtidig med at der opstod et behov for at opgøre indtægten i kortere regnskabsperioder. Ikke mindst den amerikanske jernbaneindustri med dens store investeringer bidrog til anerkendelsen af afskrivninger som en væsentlig omkostning.

De første afskrivninger blev foretaget tilfældigt og inkonsekvent, og de første diskussioner var præget af behovet for at afklare begrebet. Senere overvejelser har drejet sig om afskrivningens formål. Afskrivning har været begrundet med ønsket om at sikre en tilstrækkelig opsparing i virksomheden til genanskaffelse af aktivet. Synspunktet er senere blevet afvist ud fra den opfattelse, at et aktivs anskaffelse og finansiering bør ses som et investeringsproblem og ikke som et afskrivningsproblem. Afskrivning er også blevet forklaret som et udtryk for den økonomiske forringelse af et aktivs værdi i løbet af en regnskabsperiode. Værdiforringelsen kunne fx skyldes slitage, teknisk forældelse (indførelse af ny, mere effektiv teknik) eller økonomisk forældelse (afsætningssvigt). Denne forklaring blev afvist i slutningen af 1800-t. Den seneste regnskabslære ser afskrivning som en tidsmæssig fordeling af aktivets anskaffelsesværdi. Herved lægges der vægt på at sammenstille periodens indkomster med de omkostninger, der er forbundet med indkomsternes erhvervelse. Heller ikke denne opfattelse er hævet over kritik.

De gængse afskrivningsprincipper i regnskabspraksis støder på teoretiske vanskeligheder. Fx er det langt fra sikkert, at den mekaniske afskrivning tjener sit egentlige formål, men metoderne har til gengæld bidraget til mere ensartede regnskaber. I kraft af de skattemæssige afskrivningsregler og virksomhedernes regnskabspligt har afskrivning stor praktisk betydning, bl.a. for virksomhedernes skattebetalinger og investeringslyst, hvilket øger betydningen af et teoretisk afklaret afskrivningsbegreb.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Wolffsen: afskrivning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33781