Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bytteøkonomi

Oprindelig forfatter CVas Seneste forfatter Redaktionen

bytteøkonomi, direkte udveksling af varer og tjenester uden anvendelse af penge. Så længe der har eksisteret organiserede samfund, er produktion og velfærd blevet forøget gennem arbejdsdeling. Mangfoldigheden af menneskelige behov har derfor betydet, at mennesker har byttet varer, de selv har fremstillet, mod andre menneskers varer. For at spare omkostninger og lette bytteprocessen har man i historiens løb benyttet sig af byttemidler, som skulle være generelle og nemme at identificere og anvende. I tidlige agrarsamfund anvendtes ofte kvæg, undertiden korn som værdimåler. I de østlige middelhavskulturer var metaller byttemidler fra engang i 2.årtusind f.Kr. Metallets omsættelighed blev siden hen forøget ved troværdig angivelse af vægt og lødighed, således at metalstykkerne blot kunne tælles og ikke nødvendigvis skulle grundigt kontrolleres for hver handel. Det skete ved prægning af mønter, første gang formentlig i det vestlige Lilleasien i 600-t. f.Kr. Med en sådan møntudstedelse ændres bytteøkonomi principielt til pengeøkonomi. Se også arbejdsdeling, mønt og penge.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Vastrup: bytteøkonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52836