Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyskland - økonomi

Oprindelige forfattere EiCh og HelPe Seneste forfatter Redaktionen

Tyskland har verdens tredjestørste økonomi og verdens største eksport såvel som handelsoverskud (2005). Efter 2. Verdenskrig lå landet i ruiner. Industriproduktionen var mindre end 1/3 af førkrigsniveauet, infrastrukturen var ødelagt, og valutaen, Reichsmark, kollapset.

Genopbygningen tog først fart, efter at Vestmagterne i 1949 havde godkendt oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland. Mens Østtyskland blev omdannet til en socialistisk planøkonomi under sovjetisk dominans, støttede Vestmagterne opbygningen af en markedsøkonomi.

Tre forhold virkede som katalysatorer på Vesttysklands økonomiske udvikling: 1) finansiel støtte fra de allierede, især fra USA i form af Marshallhjælp, 2) en valutareform, hvorved D-mark erstattede Reichsmark, og 3) en ny økonomisk politik, Ordnungspolitik, som økonomiminister Ludwig Erhard (CDU) stod fadder til, og hvis hovedprincip var, at offentlige institutioner skulle skabe en velfungerende ramme om markedskræfterne.

Annonce

Således skulle pengepolitikken styres af en politisk uafhængig institution og sikre en stabil pris- og valutakursudvikling, mens finanspolitikkens rolle blev begrænset til at sikre finansieringen af det mest nødvendige statsapparat.

Hertil kom en arbejdsmarkeds- og socialpolitik, som skulle sikre fred på arbejdsmarkedet og dermed indirekte bidrage til demokratiets overlevelse; bl.a. fik lønmodtagerne gennem oprettelse af arbejderråd og økonomisk stærke fagforeninger indflydelse på virksomhedernes ledelse. Den traditionelle tyske socialpolitik med omfattende arbejdsløsheds-, syge- og pensionssikringssystemer blev videreført og udbygget.

Denne samfundsmodel, med tilnavnet Soziale Marktwirtschaft 'social markedsøkonomi', tilskrives æren for Wirtschaftswunder, Vesttysklands økonomiske mirakel i 1950'erne, da et eksportledet opsving førte til en årlig vækst på ca. 7% i gennemsnit. Arbejdsløsheden faldt fra 2 mio. til 300.000 til trods for en massiv indvandring fra Øst, og inflationen blev holdt på under 2%.

Finanspolitikken fik en mere aktiv rolle under "den store koalition" mellem Socialdemokratiet (SPD) og CDU 1966-69, og da en recession 1966-67 ramte landet for første gang siden krigen, blev udviklingen søgt imødegået gennem en finanspolitisk ekspansion og underskud på de offentlige budgetter.

Perioden 1969-82, da SPD og De Liberale (FDP) var i regering under Willy Brandts og Helmut Schmidts ledelse, var præget af alvorlige økonomiske nedture i kølvandet på de to oliekriser.

Den offentlige sektors gæld steg betydeligt, og arbejdsløsheden, som havde været nærmest ikke-eksisterende i 1970, voksede til over 7%. SPD forlod regeringssamarbejdet i 1982 og overlod roret til en koalition mellem CDU og FDP med Helmut Kohl som kansler.

For at vende udviklingen annoncerede den nye regering et økonomisk program, som lænede sig op ad Erhards liberale idéer. Bl.a. skulle statens voksende samfundsøkonomiske rolle reduceres gennem finanspolitiske stramninger og privatiseringer af statslige selskaber, ligesom velfærdssystemet skulle reformeres, og arbejdsmarkedet gøres mere smidigt; programmet blev dog kun i ringe grad gennemført.

Perioden frem til Berlinmurens fald i 1989 var præget af høj vækst, lav inflation og store overskud på de eksterne balancer. Murens fald banede vej for genforeningen i oktober 1990, men allerede 1.7.1990 dannede de to Tysklande en møntunion. DDR-mark blev ombyttet til D-mark, som blev betalingsmiddel i de to lande.

Omvekslingsforholdet blev for lønninger og en stor del af opsparede midler 1:1, mens resten af opsparingen blev vekslet i forholdet 2:1. Da DDR-markens faktiske købekraft kun var omkring 1/10 af D-markens, betød det umiddelbart en markant velstandsforøgelse for borgerne i Østtyskland, men også, at de østtyske virksomheder, som ofte var kendetegnet ved et forældet kapitalapparat og en lav produktivitet, fik deres konkurrenceevne yderligere forværret.

Østtyskland skulle genopbygges efter vesttysk forbillede, hvilket indebar en hurtig omstilling fra plan- til markedsøkonomi. Konsekvensen blev bl.a. en dramatisk stigning i arbejdsløsheden, som til trods for en udbredt anvendelse af aktiveringsordninger og førtidspensionering hurtigt nåede op omkring 20% i de nye delstater.

Også for de vesttyske delstater fik genforeningen betydelige konsekvenser på grund af pengeoverførsler på over 100 mia. D-mark årlig, svarende til 4-5% af BNP, til sociale formål og til ud- og genopbygning af infrastrukturen i det tidligere Østtyskland.

Det betød et stort underskud på de offentlige budgetter, men da størstedelen af pengene kom tilbage til Vesttyskland i form af efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser, forstærkede genforeningen opsvinget i de vestlige delstater. Konsekvensen blev bl.a., at betalingsbalancen i 1991 udviste underskud for første gang i ti år, og at inflationen, som 1986-89 var på ca. 1% i gennemsnit, steg til over 5% i 1992.

Udviklingen fik Bundesbank, som styrede efter en normativ årlig prisstigningstakt på 2%, til at gennemføre en række pengepolitiske stramninger. Det blev startskuddet til en kraftig recession i 1993, og arbejdsløsheden steg stærkt også i de vestlige delstater.

Selvom økonomien kom ud af recessionen i 1994, blev resten af 1990'erne præget af lav vækst og høj arbejdsløshed. Således var 10,5% af arbejdsstyrken uden arbejde i 1999, fordelt på næsten 9% i de vestlige delstater og 18% i de østlige. Selvom den indenlandske efterspørgsel havde været svag, var det ved udgangen af 1990'erne endnu ikke lykkedes at få vendt underskuddet på de eksterne balancer til et overskud.

Problemerne afspejler bl.a., at Tyskland har Europas højeste lønomkostninger, og at landets konkurrenceevne løbende er blevet forværret gennem opskrivninger af D-marken over for de vigtigste europæiske samhandelspartnere. Tyskland deltog i det europæiske valutariske samarbejde, EMS'en, 1979-99, hvor D-marken var ankervaluta.

De høje lønomkostninger har resulteret i, at tyske virksomheder i vid udstrækning har flyttet produktion til udlandet, bl.a. til lande i Central- og Østeuropa. Derfor blev fokus i den økonomiske politik i midten af 1990'erne sat på at gøre erhvervslivets rammebetingelser mere attraktive, bl.a. i form af nedsættelse af selskabsskatten og reform af arbejdsmarkedet. Endvidere er en række sektorer, bl.a. inden for telekommunikation, energi og transport, som staten tidligere havde monopol på, blevet liberaliseret, og statslige selskaber privatiseret for derigennem at styrke konkurrencen.

De strukturpolitiske tiltag er i store træk fortsat, efter at SPD efter valget i 1998 atter kom til magten under ledelse af Gerhard Schröder. Hans regering tilstræbte bl.a. at bekæmpe ungdoms- og langtidsledigheden gennem en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik, mens virksomhedernes sociale bidrag blev sænket for at reducere lønomkostningerne.

Endvidere søgte regeringen gennem en skattereform at stimulere såvel efterspørgsels- som udbudssiden i økonomien, ligesom trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter skulle danne grundlag for en jobskabende lønudvikling.

Dermed har Schröderregeringen lempet finanspolitikken i forhold til situationen i midten af 1990'erne, da den måtte strammes som et led i forberedelserne til at kvalificere Tyskland til deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU'en, fra den 1.1.1999. Fra denne dato overtog Den Europæiske Centralbank, ECB, Bundesbanks ansvar for pengepolitikken, og i 2002 erstattede euro D-mark som møntenhed. Da Tyskland tegner sig for omkring 1/3 af euroområdets økonomiske aktivitet, har inflationsudviklingen i Tyskland dog stor betydning for ECB's pengepolitiske beslutninger.

I årene 2000-03 ramtes Tysland med sin store eksportsektor af den internationale afmatning og oplevede næsten nulvækst; den steg en smule til 1,6 og 0,9% i hhv. 2004 og 2005. Medvirkende årsag var en svag udvikling af hjemmemarkedet og den vedvarende høje arbejdsløshed på 11-12%. I de østlige delstater er ledigheden dobbelt så stor som i vest, og de dermed forbundne udgifter har fra 2002 øget budgetunderskuddet til mere end de tilladte 60% af BNP (2005).

Tysklands vigtigste handelspartnere er de øvrige EU-lande, især Frankrig, Holland, Storbritannien og Italien, de tidligere socialistiske lande i Central- og Østeuropa set under ét samt USA og Japan. Tyskland er Danmarks største handelspartner.

Danmarks eksport til Tyskland var i 2005 på 87,8 mia. kr., mens importen derfra var på 93,7 mia. kr. De vigtigste danske eksportvarer var i 2005 maskiner til industrien, kød, køretøjer, beklædning og kraftmaskiner. Importen bestod bl.a. af køretøjer (14%) og maskiner.

Læs mere om Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Helge Pedersen: Tyskland - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175792