Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien - økonomi

Oprindelige forfattere EiCh og HelPe Seneste forfatter Redaktionen

I årene efter 2. Verdenskrig var Storbritannien fortsat en betydelig kolonimagt, men havde allerede påbegyndt sin relative økonomiske nedgang. Således bevægede landet sig fra en position som verdens næststørste økonomi ved indgangen til 1900-t. til en mere beskeden plads som den femte-største ved årtusindskiftet.

I efterkrigsårene gennemførte den nyvalgte Labour-regering under Clement Attlees ledelse en markant reform af socialpolitikken i samarbejde med Conservative Party. Gennem oprettelsen af nationale forsikrings- og sygesikringsordninger blev grundlaget lagt til den såkaldte velfærdsstat.

Endvidere introducerede regeringen en højere grad af statslig indblanding i samfundsøkonomien, herunder nationaliseringer af kul- og stålindustrien samt transportsektoren. De konservatives regeringsperiode 1951-64 førte ikke til større ændringer i den førte politik bortset fra reprivatiseringer af stålindustrien.

Annonce

Det var først efter oliekrisen 1973-74, at vandene begyndte at skilles mellem Labour og Conservative Party om hovedtrækkene i den økonomiske politik, og det endelige brud kom, da de konservative overtog regeringsmagten i 1979. Den nye premierminister, Margaret Thatcher, satte sig for at bryde fagforeningernes magt, liberalisere økonomien ved at privatisere offentlige virksomheder og åbne hidtil beskyttede sektorer for konkurrence samt øge den private sektors rolle som udbyder af sociale velfærdsydelser.

Den liberale politik, som efter Margaret Thatchers afgang i 1990 videreførtes af John Major, har været en væsentlig årsag til, at Storbritanniens erhvervsstruktur har ændret sig dramatisk siden begyndelsen af 1980'erne:

For det første er servicesektorens andel af den samlede produktion steget betydeligt på bekostning af især industrien. Bl.a. har den finansielle sektor oplevet stor fremgang og dermed cementeret City of Londons position som et af verdens tre førende finanscentre.

For det andet blev de regionale uligheder ændret til fordel for bl.a. Londonområdet og den sydøstlige del af England på bekostning af især den nordøstlige del samt Wales, hvor urentable virksomheder inden for svær- og mineindustrien blev lukket i stort tal i 1980'erne.

Efter 17 år i opposition kom et reformeret Labour, New Labour, til magten i 1997 med Tony Blair som regeringsleder. Blair har i sit økonomisk-politiske program især fokuseret på at nedbringe ledigheden gennem reformer af arbejdsmarkeds- og skattepolitikken og på at føre en mere Europaorienteret økonomisk politik.

Storbritannien har traditionelt indtaget en tøvende holdning i anliggender vedrørende europæisk integration og blev først medlem af EF i 1973, ligesom landet valgte at stå uden for EF-landenes valutariske samarbejde, EMS, ved oprettelsen i 1979. Forholdet mellem EF og Storbritannien var præget af konflikter i årene under Margaret Thatcher, som havde en betydelig modvilje mod dannelsen af et tættere økonomisk og politisk samarbejde inden for EF.

Efter at have ladet pundet følge D-marken i en kort periode besluttede regeringen dog i efteråret 1990 at lade Storbritannien deltage i EMS'en med et bredere udsvingsbånd på +/-6%. På dette tidspunkt var økonomien på vej i recession, hvorfor der på de finansielle markeder bredte sig en opfattelse af, at pundet var kommet med i fastkurssamarbejdet på et overvurderet niveau.

Allerede i efteråret 1992 måtte regeringen da også suspendere medlemskabet efter en dramatisk finansiel krise, hvor der blev spekuleret kraftigt mod pundet, som sluttelig tabte næsten 20% i værdi over for D-marken. Siden har pundet flydt frit, og Storbritannien valgte, ligesom Danmark, at stå uden for Den Økonomiske og Monetære Union i EU. Endvidere har Storbritannien valgt at stå uden for den sociale dimension i EU.

Den pengepolitiske styring, som forestås af Bank of England via en pengepolitisk komité, har siden den fejlslagne EMS-tilslutning været rettet mod at holde inflationen på et stabilt lavt niveau, der i slutningen af 1990'erne var defineret som ca. 2,5% på mellemlangt sigt. Bank of England blev gjort uafhængig af regeringen 1997 efter Labours overtagelse af regeringsmagten.

Finanspolitikken har siden begyndelsen af 1980'erne været baseret på at sikre sunde offentlige finanser, hvilket i praksis har resulteret i en målsætning om balance på de offentlige budgetter på mellemlangt sigt. Det er en væsentlig årsag til, at Storbritanniens offentlige gæld i forhold til BNP på 43% (2005) er blandt de laveste i OECD-området.

Efter en betydelig krise i begyndelsen af 1990'erne kom økonomien atter i vækst i 1993. Den betydelige nedskrivning af pundet øgede nettoeksporten, mens rentefald satte skub i den hjemlige efterspørgsel. Mod slutningen af 1990'erne var økonomien fortsat i pæn vækst, men da alene som følge af fremgang i den indenlandske efterspørgsel, idet konkurrenceevnen atter var blevet svækket i kølvandet på en betydelig styrkelse af pundets internationale værdi.

Efter 2000 har væksten som i de fleste lande været beskeden, men inflation og rente fortsat lav. Arbejdsløsheden nåede i 2001 under 5%, det laveste tal i 20 år, og har siden været stabil. Thatcherismens vækstperiode havde langtfra udjævnet Storbritanniens traditionelle og dybe sociale kløfter, men Blair-regeringen har især fra sin anden periode (fra 2001) sat massivt ind på sundhed og uddannelse, hvilket for 2005 medførte et budgetunderskud.

Den lange vækstperiode har forstærket problemerne med de eksterne balancer. Storbritannien har traditionelt haft store underskud på handelsbalancen, og da overskud på andre transaktioner med udlandet som regel ikke har været tilstrækkelige til at kunne opveje disse, har betalingsbalancens løbende poster oftest udvist underskud. I 2005 svarede underskuddet på handels- og betalingsbalancen til hhv. 5,0 og 2,6% af BNP.

Storbritanniens vigtigste samhandelspartnere er EU-landene, som tilsammen tegner sig for omkring 54% af den samlede udenrigshandel (2005); Tysklands andel er 12%. USA er Storbritanniens næststørste enkelthandelspartner med ca. 11% af udenrigshandelen; herefter kommer Frankrig.

Storbritannien er Danmarks tredjestørste samhandelspartner (efter Tyskland og Sverige). Danmarks eksport til Storbritannien (inkl. Nordirland) var i 2005 på 45,5 mia. kr., mens Danmarks import derfra var på 27,3 mia. kr. De vigtigste danske eksportvarer var kød, olie, diverse industrimaskiner og farmaceutiske produkter. Importen derfra bestod bl.a. af elektronisk udstyr og farmaceutiske produkter.

Læs mere om Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Helge Pedersen: Storbritannien - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165376