Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Libanon - økonomi

Oprindelige forfattere EiCh og HelPe Seneste forfatter Redaktionen

Libanon havde indtil borgerkrigens begyndelse i 1975 en af de mest udviklede økonomier i Mellemøsten og fungerede som regionens finansielle centrum. Fri kapitalmobilitet og streng bankhemmelighed tiltrak betydelige beløb fra hele verden. Banksektoren blev imidlertid ramt alvorligt af borgerkrigen, som bl.a. førte til en øjeblikkelig kapitalflugt fra landet. Siden krigens ophør i 1990 har den økonomiske politik været indrettet på at genopbygge landet og stabilisere valutaen, libanesiske pund. Gennem et omfattende investeringsprogram blev infrastrukturen genopbygget i løbet af ca. 15 år, hvilket medførte store budgetunderskud og en offentlig gæld, der nåede 180% af BNP i 2005.

Israels intense bombardementer af libanesiske boligområder og infrastruktur i juli og august 2006 har igen sat landets økonomi år tilbage; officielle skøn angiver materielle skader for 9,4 mia. dollars. En donorkonference i Paris i 2007 har givet tilsagn om 7,6 mia. dollars i lån og bistand. Af mere traditionelle problemer kan nævnes svag økonomisk vækst (0,5% i 2005) og stor arbejdsløshed og udlandsgæld (ca. 125% af BNP i 2005).

Størsteparten af eksporten går til andre lande i Mellemøsten, mens importen, der i 2005 var fem gange større end eksporten, især leveres af Syrien, Italien, Frankrig og Kina. Danmarks eksport til Libanon var i 2005 på 322 mio. kr., mens importen derfra var på 9 mio. kr. Mejeriprodukter samt medicinske og farmaceutiske produkter er de vigtigste danske eksportvarer.

Annonce

Læs mere om Libanon.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Helge Pedersen: Libanon - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116476