Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - økonomi

Oprindelige forfattere EiCh og HelPe Seneste forfatter Redaktionen

Italien tilhører gruppen af verdens syv førende industrinationer, G7-landene. Landet gennemløb fra sidst i 1940'erne til midt i 1960'erne sit "økonomiske mirakel" med høje vækstrater og en kraftig udbygning af infrastrukturen. Den offentlige sektor spillede den dominerende rolle i udviklingen af samfundsøkonomien, dels gennem reguleringer, dels via de statslige holdingselskaber ENI og IRI, som bl.a. ejede elværker, skibsværfter, telekommunikationsselskaber, finansielle institutter og en lang række produktionsvirksomheder. Den private del af industrien var og er forankret i mange små og mellemstore virksomheder, mens der kun er få store og overvejende familieejede private virksomheder som Fiat, Olivetti og Pirelli.

Frem til midten af 1970'erne fortsatte den økonomiske fremgang, men med voksende balanceproblemer til følge i form af underskud på de offentlige budgetter og betalingsbalancen samt en høj inflation. Inflationen blev forstærket af den lønindeksering, som havde været et væsentligt element i den sociale kontrakt på arbejdsmarkedet siden 2. Verdenskrig.

Ubalancerne blev forstærket efter den første oliekrise i begyndelsen af 1970'erne, og i lyset af en relativt svag vækst i 1980'erne accelererede den offentlige sektors gæld. Ikke mindst det ustabile politiske klima har besværliggjort en konsekvent økonomisk politik, og først efter dannelsen af såkaldte teknokratregeringer midt i 1990'erne er det lykkedes at få iværksat de nødvendige strukturreformer, herunder en privatisering af offentlige selskaber, og opstramninger af den økonomiske politik. De massive rentebetalinger på gælden sammen med bl.a. pensioner til det store antal ældre gør det imidlertid vanskeligt at få nedbragt budgetunderskuddet i et tilfredsstillende tempo. Hertil kommer, at skatteopkrævningen er ineffektiv. I 1995 blev det samlede budgetunderskud således på 7,1% af BNP, og den offentlige sektors gæld var steget til 125% af BNP. Da Italien trådte ind i ØMUen i 1999, nærmede budgettet sig balancen, men forværredes siden; underskuddet var i 2005 på 4,1% og dermed over EUs grænse på 3% af BNP. Den offentlige gæld var nedbragt til 109% af BNP, stadig et godt stykke over EUs grænse på 60%.

Annonce

Ud over de offentlige finanser udgør den store og voksende ulighed mellem Nord- og Syditalien det største problem i italiensk økonomi og politik. Tidligere forsøg på at mindske de regionale uligheder gennem blandt andet investeringsincitamenter og krav til offentlige selskaber om at foretage en vis andel af deres indkøb i syditalienske virksomheder er stort set mislykkedes. Det har ført til stadig mere rabiate krav om en fuldstændig revurdering af regionalpolitikken eller en deling af landet, således som det separatistiske parti Lega Nord foreslår. Regeringen søgte i efteråret 1996 at imødegå kritikken ved at vedtage en beskæftigelsesplan for hele landet, dog med særligt iværksatte initiativer i Syditalien.

Siden 1979 har Italien deltaget i EU-landenes valutasamarbejde, EMSen, og dens valutakursmekanisme, ERM. Fastkurspolitikken har dog pga. de store budgetunderskud og høje inflationsrater ikke været uproblematisk, og liren har måttet nedskrives adskillige gange. Lønindekseringen blev endeligt afviklet i 1992, hvilket gav nye betingelser for valutakurspolitikken; Italien måtte dog alligevel forlade ERM samme år efter voldsom spekulation mod liren, hvilket resulterede i en devaluering på ca. 14% over for ECUen. I efteråret 1996 trådte Italien atter ind i ERM for dermed at kunne overholde Maastrichttraktatens konvergenskrav om mindst to års deltagelse i ERM forud for optagelse i ØMUen.

Siden midten af 1990'erne er den økonomiske politik i stigende udstrækning blevet koordineret i henhold til EU-landenes overordnede målsætning om økonomisk stabilitet såsom orden i de offentlige finanser og lav inflation. I 1999 indtrådte Italien i ØMUen, og i 2002 blev lira udskiftet med euro. Til trods for et markant rentefald har den økonomiske vækst siden midten af 1990'erne ligget betydeligt under gennemsnittet for euro-området. Kun 58% af de 15-64-årige er beskæftigede, hvilket er den laveste andel i de 15 gamle EU-lande (Danmark: 76%). Alligevel er arbejdsløsheden faldet fra ca. 12% i 1998 til 8% i 2004. Udviklingen dækker dog over store regionale forskelle. I det velstående Norditalien var 4% af arbejdsstyrken således uden beskæftigelse, mens arbejdsløsheden var på 15% i det fattige Syditalien.

Devalueringen i 1992 har sammen med opstramningen positivt påvirket udviklingen på de eksterne balancer, som siden gennemgående har udvist store overskud. Italiens vigtigste samhandelspartnere er Tyskland og Frankrig, som tilsammen tegner sig for en fjerdedel af den samlede udenrigshandel. Danmarks eksport til Italien var i 2005 på 16,7 mia. kr., mens importen derfra udgjorde 18,6 mia. Kød og kødvarer samt fisk er de vigtigste eksportvarer. Importen udgøres bl.a. af maskiner til industrien, biler og beklædning.

Læs mere om Italien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Helge Pedersen: Italien - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100054