Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Guatemala - økonomi

Oprindelige forfattere EiCh og HelPe Seneste forfatter Redaktionen

Modsat mange andre latinamerikanske lande har Guatemala pga. en stram finans- og pengepolitik sjældent været plaget af budgetunderskud, inflation og valutarisk ustabilitet.

En alvorlig økonomisk krise indtraf imidlertid i begyndelsen af 1980'erne i kølvandet på den anden oliekrise og optrapningen af borgerkrigen. Konsekvensen blev bl.a. produktionsfald, kapitalflugt og store betalingsbalanceproblemer, som resulterede i, at mere end 50 års fastkurspolitik over for landets vigtigste handelspartner, USA, måtte opgives.

I 1990'erne var økonomien atter været i vækst, hvilket bl.a. skyldes, at de udenlandske investorer vendte tilbage, efter at demokratiske tilstande formelt blev genindført i 1985. I 1996 afsluttedes 36 års blodig konflikt mellem overklassestyret og den ludfattige befolkning af overvejende mayaer, men voldelige overgreb, organiseret kriminalitet og korruption præger fortsat hverdagen, ligesom den voldsomme ulighed i jordfordeling og indkomster står uantastet.

Annonce

Fra 2001 har væksten i BNP pr. indbygger været negativ. Økonomien belastes af gæld; både statsbudgettet og betalingsbalancen viser regelmæssige underskud.

Danmarks eksport til Guatemala var i 2005 på 57 mio. kr., mens importen derfra udgjorde 16 mio. kr.

Læs mere om uddannelse i Guatemala eller om Guatemala generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Helge Pedersen: Guatemala - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86818