Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Australien - økonomi

Oprindelig forfatter HelPe Seneste forfatter Redaktionen

Den økonomiske politik i Australien var i årene efter 2. Verdenskrig baseret på en høj grad af selvforsyning og betydelig offentlig regulering. Denne beskyttelsespolitik havde til formål at sikre produktion og beskæftigelse, men bivirkningerne var en svag konkurrenceevne og et udynamisk arbejdsmarked.

I løbet af 1970'erne blev den økonomiske politik mere markedsorienteret, og graden af protektionisme reduceredes.

Markedskræfterne er forsøgt stimuleret ved bl.a. ved deregulering af den finansielle sektor, og siden slutningen af 1983 har valutaen, austr. dollar, ikke været bundet til andre valutaer.

Annonce

De offentlige virksomheder i Australien (transport, vand, elektricitet mv.) er i forhold til tilsvarende virksomheder i andre OECD-lande kendetegnet ved lav produktivitet, men sektoren har vist sig vanskelig at reformere. Virksomhederne er blevet stillet over for krav til prispolitik og indtjeningsevne, ligesom en række af dem, især inden for telekommunikation, er blevet helt eller delvis privatiseret.

I begyndelsen af 1980'erne oplevede Australien et af de kraftigste opsving i efterkrigsårene, og den økonomiske vækst lå over OECD-landenes gennemsnit. Opsvinget førte til stigende betalingsbalanceproblemer og udlandsgæld, og fra 1985 førtes en strammere pengepolitik for at få inflationsudviklingen under kontrol.

I 1990'erne nåede arbejdsløsheden midlertidigt over 10%, men ikke desto mindre indtrådte en langvarig, forbrugsbaseret økonomisk vækst, der ikke forstyrredes meget af den asiatiske krise i slutningen af 1990'erne eller af uroen efter 11. september 2001. Efter 2000 har inflationen og ledigheden været lav, og produktiviteten er forbedret, ikke mindst i den betydelige minesektor. Manglende investeringer i netop minesektoren og den globale økonomiske afmatning har dog medført en stigning i ledigheden, der i august 2013 var på 5,8%. Eksporten, som ikke står mål med importen, orienterer sig efterhånden mod det asiatiske marked, især Japan og Kina. Blandt de kommende udfordringer er væksten i antallet af ældre og indkomstuligheden, der er større end i de fleste industrilande.

Australien har i de senere år forstærket de økonomiske og politiske relationer til omverdenen; i særdeleshed til de asiatiske lande. På australsk initiativ blev APEC (Asia-Pacific Economic Cooperation) dannet i 1989; det er nu et vigtigt organ for regionale handels- og samarbejdsspørgsmål. Ud over Australien har APEC medlemmer fra Asien, Amerika og Oceanien.

I 2010 var Danmarks eksport til Australien 4,8 mia. kr. og importen 749 mio. kr.

Det australske møntsystem var oprindelig baseret på det britiske pund. Den 14.2.1966 erstattedes ækvivalenten til det britiske pund, det australske pund, som var blevet indført i 1931, dog med den australske dollar, som kunne indgå i decimalsystemet.

Læs mere om Australien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Pedersen: Australien - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42155