Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alvin Hansen

Oprindelig forfatter TMA Seneste forfatter Redaktionen

Alvin Hansen, 23.8.1887-7.6.1975, amerikansk økonom, søn af danske immigranter. Hansen var en pragmatisk tænkende og socialt engageret økonom med stor interesse for økonomiske politiske spørgsmål. I sine tidlige arbejder lagde han megen vægt på variationer i investeringsniveauet som årsag til konjunkturfluktuationer og var skeptisk over for forslag om at anvende aktiv finanspolitik som middel mod 1930'ernes depression. Oprindelig var Hansen meget kritisk over for Keynes' idéer om arbejdsløshedens årsager, men i lyset af problemerne med høj arbejdsløshed ændrede han opfattelse. I perioden som professor ved Harvard University 1936-56 var han en meget betydningsfuld person for udviklingen inden for den keynesianske teoritradition og i lanceringen af den i den økonomisk-politiske debat i USA. Hansen er forfatter til adskillige bøger, bl.a. A Guide to Keynes (1953), samt til tidsskriftartikler og debatindlæg.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben M. Andersen: Alvin Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88717