• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EFTA

Oprindelig forfatter H-HH Seneste forfatter HaAn

EFTA, European Free Trade Association, da. Den Europæiske Frihandelssammenslutning, oprettet i 1960 med det formål at skabe et fælles marked for de vestlige europæiske lande, der ikke på det tidspunkt var medlemmer af EF, og som var modstandere af EF's omfattende integrationsmålsætning.

EFTAs mål var at skabe indbyrdes frihandel. De oprindelige medlemmer var Danmark, Norge, Sverige, Storbritannien, Østrig, Schweiz og Portugal; Island blev medlem i 1970, Finland i 1986 og Liechtenstein i 1991.

Danmark og Storbritannien blev optaget i EF pr. 1.1.1973, Portugal pr. 1.1.1986, hvorefter de forlod EFTA.

Annonce

De øvrige lande skabte i 1991 Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, EØS, som blev en realitet pr. 1.1.1994, dog uden Schweiz, hvor aftalen blev forkastet ved en folkeafstemning.

Schweiz er fortsat medlem af EFTA. Efter optagelsen af Sverige, Finland og Østrig i EU fra 1995 har EFTA nu medlemmerne Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.

EFTAs hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans-Henrik Holm: EFTA i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68337