• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Strukturreformen

Oprindelig forfatter MBaK Seneste forfatter FiSoe

Danmarkskortet efter Strukturreformen.

Danmarkskortet efter Strukturreformen.

Strukturreformen, reform af den offentlige sektor i Danmark med virkning fra 1.1.2007.

Strukturreformen indebærer væsentlige forandringer i den kommunale og regionale forvaltning, idet antallet af primærkommuner er reduceret fra 271 til 98, mens de 13 amtskommuner er nedlagt og erstattet af fem regioner.

Den gennemsnitlige kommunestørrelse målt på indbyggertal blev øget fra ca. 19.000 til ca. 55.000; sammenlignet med den gennemsnitlige kommunestørrelse i andre vestlige lande er de danske kommuner som følge af reformen relativt store.

Annonce

Ud over at inddele det kommunale og regionale landskab i Danmark på en ny måde, medfører Strukturreformen også betragtelige ændringer i opgavefordelingen mellem stat, regioner og kommuner — en opgavefordeling som ellers har været stabil siden 1970 (se kommunalreformen).

Det mest markante enkeltelement i Strukturreformen er, at amtskommunerne erstattes af fem regioner, som primært skal drive de danske sygehuse. Regionerne styres hver af 41 folkevalgte regionsrådsmedlemmer, mens deres økonomi er opdelt i to adskilte dele: sundhedsområdet og øvrige opgaver.

Finansieringen af disse to områder består dels i et statsligt bloktilskud, dels af bidrag fra de i regionen beliggende kommuner. I modsætning til amtskommunerne har regionerne således ikke ret til at udskrive en selvstændig skat på regionens borgere. Til brug for finansiering af hovedparten af sundhedsudgifterne indføres der med Strukturreformen et statsligt sundhedsbidrag, som delvis afløser den tidligere amtsskat.

Danmarkskortet før Strukturreformen.

Danmarkskortet før Strukturreformen.

Strukturreformen medfører også ændringer i relation til en række andre offentlige opgaver.

beskæftigelsesområdet indebærer Strukturreformen et brud med den hidtidige struktur, hvor den regionale arbejdsformidling har haft ansvaret for ledige medlemmer af en arbejdsløshedsforsikring, mens kommunerne har haft ansvar for øvrige ledige.

Som følge af Strukturreformen flytter Arbejdsformidlingen og kommunerne sammen i nye kommunalt baserede jobcentre, som skal samarbejde om den samlede beskæftigelsesindsats. Der ændres dog ikke ved opdelingen mellem forsikrede og ikke-forsikrede ledige, idet staten har myndighedsansvar for den første gruppe, mens kommunerne har ansvar for den anden.

miljøområdet overflyttes de fleste af amtskommunernes opgaver til de nye og større kommuner, mens staten varetager et overordnet ansvar for miljøplanlægning og særlige opgaver (se miljøcenter).

Ligeledes tilføres de nye kommuner hovedparten af de specialiserede opgaver på socialområdet, som tidligere lå i amterne. Dog lægges driften af en række specialinstitutioner til fx børn med handicap, sindslidende og unge kriminelle i regionerne, som pålægges forsyningspligt over for kommunerne.

uddannelsesområdet indebærer Strukturreformen, at det almene gymnasium & HF omdannes til selvejende institutioner, for hvem staten har et overordnet myndighedsansvar.

Skatteområdet samles ligeledes i staten, hvor borgerbetjeningen vil foregå dels fra kommunale servicecentre og statslige skattecentre.

Endelig indebærer Strukturreformen en ændret opgavefordeling på områder som erhvervspolitik, kollektiv trafik, infrastruktur og kulturområdet, hvor hovedprincippet er, at kommunerne enten får et øget eller fuldt myndighedsansvar.

Således er indholdet af Strukturreformen primært i overensstemmelse med den såkaldte brede kommunemodel, som blev præsenteret i Strukturkommissionens betænkning forud for reformens vedtagelse.

Baggrunden

Gennemførelsen af Strukturreformen skal først og fremmest ses i lyset af en bred anerkendelse af, at især små kommuner med færre end 10.000-15.000 indbyggere har vanskeligheder med varetagelsen af en række specialiserede servicefunktioner på faglig forsvarlig vis.

I den decentraliserede danske velfærdsmodel er kommunerne det primære produktionsled, mens statens rolle er begrænset til at formulere mål, sætte rammer, evaluere den kommunale indsats og at tilvejebringe hovedparten af finansieringsgrundlaget.

I en velfærdsmodel som også er servicetung, stilles der således store krav til den faglige bæredygtighed i den kommunale opgavevaretagelse. Princippet i denne decentralisering blev især slået fast med kommunalreformen i begyndelsen af 1970'erne, og videreføres således med Strukturreformen.

Et andet mål med Strukturreformen er skabelsen af en mere enkel offentlig sektor, som undgår at henvise borgerne til forskellige myndigheder på grund af en uklar ansvarsfordeling. De nye og større kommuner, som også har fået myndighedsansvar på flere områder, er således tænkt som borgernes hovedindgang til den offentlige sektor.

En tredje officiel begrundelse for Strukturreformen er håbet om at skabe en mere effektiv offentlig sektor, som kan levere mere og bedre service for færre eller de samme resurser.

I den sammenhæng er det anført som argument, at Strukturreformen afstedkommer øget konkurrence mellem offentlige og private serviceproducenter. Hidtil har graden af serviceopgaver, som udliciteres til private producenter, været relativt lille i Danmark og har begrænset sig til få områder i et mindre antal kommuner; en hovedforklaring herpå er, at små kommuner ikke udgør et bæredygtigt marked for private servicevirksomheder.

Med dannelsen af nye større kommuner skulle der således være åbnet for øget brug af udlicitering og private leverandører i tilvejebringelsen af offentligt finansierede serviceydelser.

Endelig kan Strukturreformen anskues i et ideologisk perspektiv, hvor beslægtede, men mindre officielle motiver ligger til grund for dens gennemførelse. Eksempelvis er brug af udlicitering blevet fremhævet som et middel til at give borgeren større valgfrihed mellem serviceydelser. Desuden er der blevet argumenteret for, at fjernelsen af amtskommunerne og deres selvstændige beskatningsret vil kunne medvirke til at reducere det samlede skattetryk.

Der kan således peges på flere faktorer, som har foranlediget Strukturreformens gennemførelse, hvis konsekvenser imidlertid er usikre.

Beslutningsprocessen

Strukturreformen blev gennemført som følge af et politisk forlig mellem regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti samt oppositionspartiet Dansk Folkeparti.

I forhold til gængs praksis i det danske demokrati er det bemærkelsesværdigt, at en så omfattende reform ikke hviler på et forlig, som inkluderer flere af Folketingets partier. Især da der op til reformens vedtagelse kraftigt blev signaleret forligsvilje fra både regeringspartierne og det ledende oppositionsparti Socialdemokraterne.

Problemerne med indgåelsen af et bredt forlig om en strukturreform blev allerede synlige, da regeringen mod slutningen af april 2004 spillede ud med sit reformslag "Det nye Danmark". Forslaget indeholdt nogle elementer, bl.a. fjernelse af amtskommunerne og deres beskatningsret, som lå langt fra Socialdemokraternes reformønsker.

Efter en kort indledende forhandlingsfase bekendtgjorde Dansk Folkeparti i maj, at partiet var parat til at acceptere regeringens udspil som det forelå, hvilket yderligere reducerede mulighederne for et bredt forlig. Et af Dansk Folkepartis primære ønsker i en reform var at fjerne amterne som selvstændigt led i den offentlige forvaltning, et ønske partiet delte med Det Konservative Folkeparti. Begge partier har traditionelt været svagt repræsenteret i amtsrådene.

De politiske forhandlinger brød således sammen mod slutningen af maj 2004, uden at der var opnået enighed mellem regeringen og Dansk Folkeparti på den ene side, og Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre på den anden. På foranledning af især den radikale partileder Marianne Jelved lykkedes det dog medio juni at skabe fælles forståelse om rammerne for et forlig. Forhandlingerne blev genoptaget, men brød atter sammen, hvorpå der blev indgået forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti 24.6.2004.

Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre angav som hovedbegrundelse for ikke at deltage i forliget, at regeringen var uvillig til at lave økonomiske konsekvensberegninger på reformen. Der er også blevet peget på, at forhandlingsklimaet mellem indenrigs- og sundhedsministeren, dvs. reformens ansvarlige minister, og forhandlerne for oppositionspartierne, især Socialdemokraterne, var dårligt.

Endelig må det også tillægges betydning, at regeringen kunne mønstre et flertal for sit eget forslag, og derfor ikke havde behov for at gå på kompromis med egne ønsker til en reform.

I forbindelse med gennemførelsen af Strukturreformen kom det til interne diskussioner i de to partier, der traditionelt har domineret den kommunale og amtskommunale politiske scene, Venstre og Socialdemokraterne. Venstre har traditionelt siddet på borgmesterposterne i de små landkommuner, mens de større bykommuner har været kontrolleret af socialdemokrater.

Konsekvensen af Strukturreformen blev derfor, at de politiske positioner under en række af Venstres kommunale ledere blev fjernet, hvilket gav anledning til intern polemik; en del af det kommunale bagland var derfor modstandere af reformen.

Hos Socialdemokraterne kunne de mange borgmestre i bykommunerne derimod se frem til dels at få flere små kommuner lagt ind under sig, dels få tilført en række opgave fra amterne, og således se sig selv som reformens politiske vindere. En del af Socialdemokraternes kommunalpolitiske bagland var således fortalere for reformen, hvormed de kom til at stå i et modsætningsforhold til partiets landspolitiske ledelse.

Se også region og Statsforvaltningen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Baggesen Klitgaard: Strukturreformen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165963