• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John Maynard Keynes

Oprindelig forfatter JeJe Seneste forfatter Redaktionen

John Maynard Keynes' væsentligste bidrag til forklaring af arbejdsløsheden sammenfattes ofte i den simple Keynesmodel. Her er det den samlede efterspørgsel på varer og tjenesteydelser (E), der bestemmer produktionens størrelse (P) og dermed også beskæftigelse og arbejdsløshed i et industrisamfund. Falder efterspørgslen fra E til E', reduceres produktionen fra P til P'. Det ses, at faldet i produktionen er større end det udløsende efterspørgselsbortfald. Det skyldes, at arbejdsløsheden forstærker forbrugsnedgangen. En imødegåelse af arbejdsløsheden vil tilsvarende kræve, at efterspørgslen stimuleres gennem en aktiv økonomisk politik, fx lavere skatter eller offentlige investeringer.

John Maynard Keynes' væsentligste bidrag til forklaring af arbejdsløsheden sammenfattes ofte i den simple Keynesmodel. Her er det den samlede efterspørgsel på varer og tjenesteydelser (E), der bestemmer produktionens størrelse (P) og dermed også beskæftigelse og arbejdsløshed i et industrisamfund. Falder efterspørgslen fra E til E', reduceres produktionen fra P til P'. Det ses, at faldet i produktionen er større end det udløsende efterspørgselsbortfald. Det skyldes, at arbejdsløsheden forstærker forbrugsnedgangen. En imødegåelse af arbejdsløsheden vil tilsvarende kræve, at efterspørgslen stimuleres gennem en aktiv økonomisk politik, fx lavere skatter eller offentlige investeringer.

John Maynard Keynes, 5.6.1883-21.4.1946, britisk nationaløkonom og grundlægger af den makroøkonomiske teori. Keynes blev født i Cambridge; hans far, John Neville Keynes, var tilknyttet universitetet, først som lærer, siden som administrator.

Hans mor, Florence Ada Keynes (1861-1958), var bl.a. aktiv inden for kvindebevægelsen og blev som den første kvinde valgt til kommunalbestyrelsen og siden til borgmester i Cambridge.

Keynes kan karakteriseres som et vidunderbarn. Han fik en af de få fripladser på kostskolen Eton, og i 1902 påbegyndte han matematiske og filosofiske studier på universitetet i Cambridge tilknyttet King's College. Han var under betydelig påvirkning af Bertrand Russell i matematik og George Edward Moore i filosofi.

Annonce

Her knyttede han en række livslange venskaber med personer, der siden kom til at udgøre en væsentlig del af den såkaldte Bloomsbury-gruppe, der omfattede Lytton Strachey, Leonard og Virginia Woolf, Duncan Grant og Clive & Vanessa Bell mfl.; de udgjorde en del af den britiske avantgarde inden for kunst og kultur i perioden omkring 1. Verdenskrig.

Disse kontakter medvirkede til, at han parallelt med sit arbejde som teoretisk økonom livet igennem aktivt bidrog til det britiske kulturliv, bl.a. som formand for The Arts Council of Great Britain, ligesom han tog initiativ til bygning af teatret i Cambridge.

Efter sine universitetsstudier søgte Keynes stilling som embedsmand i statsadministrationen, og han blev ansat i The India Office. Her kedede han sig bravt og benyttede derfor arbejdstiden til at udarbejde en afhandling om sandsynlighed og logik, A Treatise on Probability, der skulle bringe ham tilbage til Cambridge.

På trods af, at han ingen formel uddannelse havde i økonomisk teori, lykkedes det ham i 1908 at blive knyttet til King's College som underviser i økonomi. I 1911 afløste han sin læremester Alfred Marshall som redaktør af Economic Journal, det mest ansete britiske økonomiske fagtidsskrift; denne post bevarede han indtil 1937.

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, blev han opfordret til at vende tilbage til centraladministrationen, denne gang i Finansministeriet, hvor han støt avancerede. Ved krigens afslutning blev han udpeget til ministeriets chefforhandler i den britiske delegation ved fredskonferencen i Versailles i 1919.

Keynes havde dog stigende vanskeligheder ved at acceptere de hårde fredsbetingelser, som tyskerne blev stillet overfor. Han tog derfor sin afsked i protest og skrev kort efter bogen The Economic Consequences of the Peace, hvori han kritiserede fredsaftalen for at ville undergrave Tysklands muligheder for økonomisk at komme på fode og dermed destabilisere Europas fremtid. Bogen gjorde med et slag Keynes kendt i offentligheden og tilsvarende ugleset i centraladministrationen.

Dette gav Keynes god tid til at hellige sig økonomisk forskning. Han udviklede en række banebrydende teorier i mellemkrigstiden. Det første væsentlige bidrag kom i 1923 med A Tract on Monetary Reform. Heri påviste han, at prisstigninger (inflation) ikke kun er bestemt af udviklingen i pengemængden.

Dette blev i 1925 fulgt op af The Economic Consequences of Mr. Churchill, som var en kritik af Storbritanniens tilbagevenden til guldfoden og navnlig til det omvekslingsforhold mellem dollar og pund, som havde været gældende før krigen. Det ville føre til en overvurdering af pundets værdi og svække den britiske konkurrenceevne. Samme år giftede han sig til manges overraskelse med den russiske balletdanserinde Lydia Lopokova (1891-1981).

Mellem 1925 og 1930 involverede han sig stærkere i det politiske liv gennem en aktiv støtte til de liberale og navnlig til Lloyd George. Fra valgkampen i 1929 stammer Can Lloyd George do it?, The Pledge Examined, hvori Keynes gav en teoretisk begrundelse for, hvorfor offentlige investeringer kunne reducere arbejdsløsheden.

Labour vandt valget, og uagtet Keynes' politiske ståsted blev han regeringens rådgiver, bl.a. som medlem af The Macmillan Committee on Finance and Industry og som medlem af Det Økonomiske Råd. Dette arbejde inspirerede ham til at videreudvikle sine teorier om markedsøkonomiernes ustabilitet.

Vedholdende overopsparing, som er at ligne med underforbrug og/eller underinvestering, bidrog til stagnationen i den britiske økonomi. Keynes forestillede sig, at bogen A Treatise on Money, udgivet i 1930, ville give den teoretiske forklaring herpå. Dette skete ikke, fordi han stadig antog, således som det var kutyme blandt datidens økonomer, at samfundsøkonomien på længere sigt af sig selv vil skabe fuld beskæftigelse.

John Maynard Keynes mellem matematikeren og filosoffen Bertrand Russell (tv.) og forfatteren og litteraturkritikeren Lytton Strachey, hvis pacifistiske synspunkter påvirkede Keynes i hans dramatiske kritik af Versaillesfreden. Fotografi fra 1915.

John Maynard Keynes mellem matematikeren og filosoffen Bertrand Russell (tv.) og forfatteren og litteraturkritikeren Lytton Strachey, hvis pacifistiske synspunkter påvirkede Keynes i hans dramatiske kritik af Versaillesfreden. Fotografi fra 1915.

Der skulle endnu fem års forskning til og lange diskussioner med en kreds af yngre Cambridgeøkonomer, bl.a. Richard F. Kahn, Austin (1897-1993) og Joan Robinson, Piero Sraffa og James E. Meade, samt artikler i Economic Journal herunder bidrag fra bl.a. den danske økonom Jens Warming, førend den nye makroøkonomiske teori i 1936 blev lagt frem for offentligheden i bogen The General Theory of Employment, Interest and Money. Her lykkedes det endelig for Keynes at give en samlet forklaring på, hvorfor et markedsbaseret økonomisk system risikerer at køre fast med vedvarende arbejdsløshed til følge.

Kernen i den keynesianske teori er, at det er udviklingen i den samlede (effektive) efterspørgsel efter varer og tjenester, der bestemmer beskæftigelsesniveauet, hvilket skal ses i modsætning til den dengang dominerende neoklassiske teori, der konkluderede, at det var et for højt lønniveau, der var hovedårsagen til arbejdsløshed.

Bogen blev køligt modtaget af den ældre generation af fagøkonomer; bl.a. gav Cambridges eneste økonomiprofessor, A.C. Pigou, bogen en negativ anmeldelse. Den fortsatte teoretiske diskussion blev desværre forhindret af Keynes' hjerteanfald i 1937 og efterfølgende langvarige rekreation.

Uanset teoretisk uenighed bidrog bogen til at understrege behovet for en bedre statistisk belysning af den samfundsøkonomiske udvikling. Nationalregnskabsprincipperne blev udviklet med klar inspiration fra den keynesianske teori. Keynes brugte selv nationalregnskabet analytisk i How to Pay For the War (1939).

Keynes blev kaldt til Finansministeriet som rådgiver i 1940, hvilket bl.a. medførte, at fremlæggelsen af den britiske finanslov i 1941 for første gang blev suppleret med beregninger over nationalproduktets fordeling på offentligt og privat forbrug, på investeringer samt på im- og eksport.

Keynes var regeringens repræsentant ved Bretton Woods-forhandlingerne, der førte til oprettelsen af Den Internationale Valutafond i 1944 og fastsatte reglerne for valutasamarbejdet efter krigen. Det blev Keynes' sidste officielle opgave ved krigens afslutning at sikre et stort amerikansk lån, der skulle muliggøre genopbygningen af den nedslidte britiske økonomi.

Keynes døde i foråret 1946, inden den fagøkonomiske diskussion var kommet i gang igen efter krigen. Han nåede derfor ikke at opleve, med hvilken hast de økonomiske lærebøger blev revideret. Den simple Keynesmodel er stadigvæk kernen i ethvert introducerende makroøkonomisk kursus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Jespersen: John Maynard Keynes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105823