Birminghamskolen, ungdoms- og subkulturforskning, som fra 1964-88 blev udviklet ved Centre for Contemporary Cultural Studies (CCCS) ved University of Birmingham i England. Skolen betragtede de kulturelle afvigelser, der konstateres i subkulturer, som et forsvar for og en modstand imod den strukturelle undertrykkelse, som efter skolens mening finder sted i et kapitalistisk samfund. Subkulturerne repræsenterer en symbolsk løsning på de konflikter og sociale modsætninger, de unge i arbejderklassen støder på i ophavskulturen, og som danner grundlag for en politisering af de unges kulturelle udtryksformer i forbindelse med familie, skole og fritid, kropssprog, stil, musik og mode. Birminghamskolen udviklede løbende spektret af teorier, forskningsområder og metoder og forskede desuden i etnicitet og køn samt benyttede deltagerobservation og selvbiografier. Med Stuart Hall (f. 1932) som foregangsmand var skolen inspirationskilde for kulturstudier i mange lande og har siden nedlæggelsen stadig været et vigtigt referencepunkt for sådanne studier.