Elite, det mindretal, der indtager toppositionerne inden for samfundets forskellige sektorer, herunder den økonomiske elite, den politiske elite, embedsmandseliten og den militære elite. Begrebet betegner tillige de bedst præsterende eller mest talentfulde inden for velafgrænsede grupper, fx elitesoldater og eliteforskere. Oprindelig også brugt om varer af udsøgt kvalitet.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet kræft af fransk élite 'udvalg', af latin electus, af eligere 'udvælge'.
I samfundsvidenskaberne blev elite et kontroversielt begreb gennem introduktionen af eliteteorier, hvis hovedbudskab er, at moderne komplekse samfund uundgåeligt bliver opdelt i eliter, der altid er mindretalsgrupper, og det store flertal, masserne. Disse teorier kan fortolkes som argumenter imod folkestyre og for fåmandsvælde. Denne tolkning er baggrunden for to hovedtemaer i den sociologiske interesse for eliterne: I studier af de forskellige eliter i forskellige samfund arbejdes ud fra den synsvinkel, at eliter harmonerer bedre med folkestyret, hvis der er tale om konkurrerende eliter, end de eliter, der er så nært forbundne, at de tilsammen danner en dominerende magtelite. I studier af den sociale rekruttering til eliterne arbejdes ud fra den synsvinkel, at eksistensen af eliter kan være forenelig med et folkestyre, hvis tilgangen til eliterne er åben for alle talentfulde uanset sociale klassetilhørsforhold. Det er en af de måder, hvorpå sammensætningen af eliterne kan ændres, i eliteteorierne benævnt elitecirkulation, som også kan tage form af en total udskiftning af de etablerede eliter gennem en revolution.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.