diskrimination (negativ forskelsbehandling)

Diskriminationens konsekvenser omfatter på nationalt niveau bl.a. folkedrab og overgreb; mht. mindre grupper omfatter den udelukkelse fra kulturelle og materielle goder (marginalisering). Rettet mod enkeltpersoner kan den resultere i svækket selvopfattelse og kompetence. Diskriminationen kan fungere som en selvopfyldende profeti, hvor fordom og diskrimination gradvis skaber den realitet, der reageres imod.

Forklaringer på diskrimination er inden for socialpsykologien knyttet til to teoretiske synsvinkler. Frustrations-aggressions-hypotesen antager, at opdæmmet frustration hindres i sine naturlige målrettede reaktioner; i stedet kanaliseres den som aggression over på en svagere gruppe, der fungerer som syndebuk. Sådan er fx antisemitismens vækst i Tyskland i 1920'erne og 1930'erne søgt forklaret. Teorien om den autoritære personlighed forklarer fordomme som forankret i en autoritær opdragelse, der fører til fortrængt vrede. Det skaber en personlighed præget af underdanighed over for autoritetsfigurer, tvangsmæssig optagethed af status, intolerance over for usikre signaler, en rigid eller firkantet opfattelse af verden og forskydning af vrede over på svagere personer eller grupper. Denne synsvinkel er afprøvet i undersøgelser over det meste af verden og har fundet en vis bekræftelse.

Forbud mod diskrimination findes i en række traktater; således er princippet om staternes ligeberettigelse optaget i FN-pagten art. 2. Traditionelt er det almindeligt i handelsaftaler at indsætte mestbegunstigelsesklausuler, dvs. bestemmelser om, at et lands aftaleparter skal have en stilling, som ikke er mindre favorabel end den, det pågældende land yder nogen som helst anden stat på samme område. Mestbegunstigelse er et grundlæggende princip i GATT-aftalen. Et forbud mod forskelsbehandling pga. nationalitet (statsborgerskab) er en grundpille i EU-retten.

I nyere tid er forbud mod diskrimination indsat i en række bestemmelser om menneskerettigheder, fx i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder, i FN-konventionerne om borgerlige og politiske og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i flere aftaler under Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, og i en række regionale menneskerettighedskonventioner. De stater, som er parter i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, tilsikrer således i art. 1 enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, der angives i konventionen.

De forbud mod diskrimination på grund af køn, race, hudfarve, etnisk oprindelse, politisk og religiøs anskuelse mv., som er indeholdt i konventioner fra primært FN, Europarådet og ILO, er kun i begrænset omfang gennemført i dansk ret.

Offentlig forhånelse af grupper af personer pga. race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering er strafbar efter Straffeloven § 266b, og yderligere gør lovbekendtgørelse nr. 626 af 1987 det strafbart at nægte at betjene en person samt nægte at give en person adgang til offentlige steder pga. de i Straffeloven § 266b nævnte årsager. Disse bestemmelser er først og fremmest vedtaget som led i Danmarks ufuldstændige (og utilfredsstillende) gennemførelse af FN's Racediskriminationskonvention fra 1966. Der er endvidere indført forbud mod registrering og videregivelse af såkaldt følsomme oplysninger i både den offentlige og den private sektor; sådanne oplysninger er stort set identiske med Straffelovens diskriminationsgrunde.

På grundlag af EU direktiver om forbud mod diskrimination pga. køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, er forbud mod diskrimination siden slutningen af 1970'erne blevet lovreguleret i Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv., Lov om lige løn til mænd og kvinder, Lov om ligestilling af kvinder og mænd og Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.

Sanktionen over for diskriminering er som regel tilkendelse af godtgørelse i form af penge, og kun i meget begrænset omfang kan ansættelse eller genansættelse kræves.