Hawthorne-eksperimenterne, arbejdssociologiske eksperimenter og undersøgelser foretaget på virksomheden Hawthorne Works i Chicago 1927-32. Virksomheden havde allieret sig med forskere med henblik på at afdække forhold af betydning for arbejdernes produktivitet. Resultaterne viste bl.a., at den uformelle organisering blandt arbejderne samt arbejdsledelsens kompetence og adfærd over for arbejdsstyrken havde en afgørende betydning. Effekten på produktivitet af at tilvejebringe en forstående og mindre autoritær ledelse samt drage nytte af uformel organisering er blevet kaldt Hawthorne-effekten. Se human relations.