Akkreditiv, det introduktionsbrev, som en chef for en diplomatisk repræsentation skal overrække værtslandets statsoverhoved, hhv. udenrigsminister straks ved sin tiltrædelse. I brevet anmodes modtageren om at vise overbringeren tillid. Regler herom findes i Wienerkonventionen af 1961 om diplomatiske forbindelser.

I Danmark overrækker fremmede landes ambassadører deres akkreditiv til dronningen på Christiansborg eller Fredensborg Slot; ambassadørmodtagelsen sker enkeltvis, men ofte tilsiges en række på fire til fem. De afhentes hver især i karet under gardehusareskorte af den attacherede kammerherre, som orienterer om det forestående ceremoniel. Efter overrækkelsen modtager regentparret hver ambassadør med ægtefælle samt ambassadens ledende medarbejdere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig