Samfundspagt, social kontrakt, herskerkontrakt, i den politiske teori det fundamentale forhold, at individerne i et samfund indordner sig under en form for politisk ledelse, til trods for at de antages født som frie individer. Grundidéen er, at individerne, der antages at leve i en naturtilstand præget af vold, usikkerhed og fattigdom, indgår en art kontrakt med hinanden og/eller med en hersker, hvorved de overdrager en større eller mindre del af deres naturlige, individuelle rettigheder til suverænen mod til gengæld at opnå fællesskabets fordele, herunder beskyttelse af liv og ejendom. Der er tale om en ideologisk hjælpekonstruktion eller metafysisk forestillingsverden, idet man intetsteds har set virkelige eksempler på hverken naturtilstande eller individers frivillige kontraktindgåelse, som de forudsættes i denne tankegang.

Tanker om en samfundspagt kan spores langt tilbage i antik politisk filosofi. Den naturretlige kontraktteori nåede et første højdepunkt med Thomas Hobbes' teoretiske begrundelse (Leviathan, 1651) af det enevældige styre. Blandt senere samfundspagttænkere kan nævnes John Locke, Jean-Jacques Rousseau og Immanuel Kant. I nutiden har den naturretlige tankegang opnået en renæssance med især John Rawls' teorier om retfærdighed. Når dagens politikere bruger udtryk som "social kontrakt", er der dog oftest tale om en udvanding eller forvanskning af et gammelt begreb i politisk filosofi. Se også naturret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig