Lighed. Den gyldne tidsalder, malet ca. 1530 af Lucas Cranach d.æ., er litterært inspireret af Hesiod og Ovid, religiøst af Den Lutherske Reformation. Billedet fremstiller en paradisisk lighedstilstand, der understreges af en social- og kønsudlignende nøgenhed. Lighedstanken har gennem de sidste 2000 år både socialt og politisk fundet næring i kristne forestillinger. Maleriet findes på Alte Pinakothek, München.

.

Lighed er i politisk tænkning det samme som alle menneskers ligeværd.

Europas historie viser, at der gennem tiderne er blevet udfoldet bestræbelser for at mindske, hvad der opfattedes som uretfærdige forskelle i status og magt i politisk, social og økonomisk henseende.

Lighed har sammen med frihed og retfærdighed været et centralt begreb i den europæiske politiske og moralfilosofiske tænkning og en fundamental drivkraft i den politiske udvikling.

Lighedsbegrebet har udviklet sig ud fra en påstand om alle menneskers ligestilling i en kosmisk orden eller over for Gud. Også i antikken eksisterede der forestillinger om en svunden "gylden tidsalder", hvori alle var lige, en tanke der levede videre i middelalderen og fik politiske følger.

Udviklingen siden 1600-tallet, da idéer om lighed begyndte at udformes mere specifikt, kan inddeles i en naturretlig, en politisk og en social og økonomisk fase.

Oldtid og middelalder

Debattens klassiske udgangspunkt er Aristoteles' påstand om, at der ikke bør gøres forskel på personer, der er lige mht. alle de aspekter, som er relevante i den foreliggende situation, selvom personerne i andre (irrelevante) henseender måtte være ulige.

Såvel det græske lighedsbegreb isonomia som det romerske aequitas begrænsede spørgsmålet om lighed til stort set at være et retligt spørgsmål. Aristoteles indførte dog et demokratisk element af lighed i sin forestilling om en idealstat, idet han beskrev denne som "et fællesskab af ligemænd, der stræber efter at opnå det bedst mulige liv" (Politica 7,8).

Først med stoikerne begyndte et socialt aspekt at komme ind i form af tanker om de lavere sociale lags situation og deres ønsker om forbedring. Stoikerne mente, at der eksisterede en naturlig lighed mellem menneskene, eftersom de alle er fornuftsvæsener med lige stor evne til at udøve dyd.

Også i den profetiske judaisme og særlig i den fremvoksende kristendom fremholdtes alle menneskers ligestilling over for Gud. Men ud over i kirkens eskatologi var der ingen tanker om at ophæve alle sociale uligheder; ulighed og hierarki var en del af den kosmiske orden.

Augustin, den mest indflydelsesrige af middelalderens kirkefædre, havde godt nok den opfattelse, at lighed var den oprindelige tilstand, men samtidig mente han, at syndefaldet havde umuliggjort den. Kirken vedblev dog selv at fremhæve, at den mest fuldkomne måde at leve på var at leve i et fællesskab i frivillig fattigdom.

Omkring 1270 blev tankerne om den tabte egalitære naturtilstand for første gang siden antikken præsenteret i et litterært værk ved Jean de Meungs bidrag til Roman de la rose (se Roseroman); tanker, som tidligere kun havde været kendt blandt lærde kirkefolk, blev pludselig tilgængelige for lægfolk. Bogen blev uhyre populær, og dens idéer blev en afgørende inspirationskilde for de religiøse og socialrevolutionære bevægelser, som prægede 1300- og 1400-tallet.

Kirken med dens store rigdomme, der blev forvaltet af den højere gejstlighed, og adelen og borgerskabets øverste lag blev genstand for voldsom kritik. Omfattende bonderevolter brød ud i 1300-tallet, og specielt den engelske i 1381 med et stærkt indslag af lavgejstlige havde egalitære mål.

Teologiske skrifter af englænderen John Wycliffe og bøhmeren Jan Hus spillede en stor rolle. En foreløbig kulmination kom med husitternes oprør i Bøhmen i 1419; de rekrutteredes for størstedelen blandt de mindre håndværkere og fik massiv støtte blandt bønderne. Mest socialt radikal var den gruppe, der kaldte sig taboritter, og hvis idéer mindede om anarko-kommunisme.

I begyndelsen af 1500-tallet havde religiøst inspirerede socialradikale tanker også fået fodfæste i Tyskland, og det største af de tyske bondeoprør begyndte i 1525.

Efter Reformationen

Med Reformationen blev forestillingerne om lighed forstærket. De tre ledende skikkelser, Martin Luther, Jean Calvin og Thomas Müntzer, havde forskellige meninger om, hvor langt man skulle gå mht. samfundsmæssige lighedsidéer, men de var enige om, at de herskende uligheder i såvel kirke som samfund var uforsvarlige. De kristne tanker om alle menneskers lighed fik hermed en social dimension.

Navnlig Calvins tanker om, at kirkelige samfund skulle styres ved medlemmernes samtykke, fik vidtgående betydning for de politiske lighedsidéers fremvækst.

Den første helt sekulære fremstilling af disse lighedstanker udkom i England i løbet af den puritanske revolution. En radikal religiøs fraktion, Levellers, inspirerede til pamfletten Agreement of the People (1648, Folkets pagt), som i sine krav om bl.a. almindelig valgret blev et af de tidligste og klareste udtryk for demokratisk, politisk lighedstænkning.

Til grund for idéerne lå forestillinger om en naturlig ret og en naturlig ligestilling samt forestillinger om indgåelse af en social kontrakt, som alle skulle godtage inden et samfunds oprettelse.

Den engelske filosof John Locke spillede her en afgørende rolle, ligesom han lagde grunden til den opfattelse, at de betingelser, under hvilke et menneske vokser op, er af større betydning for dets udvikling og muligheder end dets medfødte egenskaber.

Ingen bidrog mere til at radikalisere lighedsdebatten end Jean-Jacques Rousseau. Han blev lighedens hovedfilosof. Ifølge Rousseaus Discours sur l'origine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes (1753, dansk Om Oprindelsen til Uligheden blandt Menneskene og dens Grundstøtter, 1800) var menneskene lige i naturtilstanden, men efterhånden som samfundet blev mere og mere sofistikeret, udvikledes de negative egenskaber, og ikke mindst ejendomsretten var skyld i fremkomsten af uacceptabel ulighed.

I Du Contrat social (1762, dansk Om Selskabs-Foreningen eller Grundsætninger i Statsretten, 1795) fremførte han, at netop fordi udviklingen altid synes at ødelægge den naturlige lighed, kræves der stærk lovgivning for at opretholde den.

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og Den Franske Revolution

Lighedstanken var hermed sat på den politiske dagsorden. Den fik stærk støtte i en af oplysningstidens vigtigste idéer, forestillingen om, at det er omgivelserne og opdragelsen, som gør mennesker til det, de er. Svækkelsen af traditionelle, sædvanebaserede og nedarvede uligheders magt var begyndt.

Samtidig satte en stærk humanitær strømning ind, der kunne minde om den tidlige kristendom; lighed blev et brændende spørgsmål. I Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 står der, at alle mennesker er skabt lige, og at Skaberen har givet dem rettigheder, som ikke kan fratages dem.

Den Franske Revolutions programerklæring om de universelle og medborgerlige rettigheder fra 1789 forstærkede disse idéer ved at garantere personlig frihed og lighed. Slaveriet blev i stigende grad fordømt. Lighed uanset race proklameredes i Frankrig i 1791, hvor slaveriet ophævedes 1794.

Englænderinden Mary Wollstonecrafts Vindication of the Rights of Woman, (1792, dansk Quindekjønnets Rettigheder forsvarede, 1801) blev det hidtil mest indflydelsesrige indlæg for kønnenes ligestilling, indtil John Stuart Mills The Subjection of Women udkom i 1869 (dansk Kvindernes Underkuelse, 1869).

Radikaliseringen af lighedstanken i dens økonomiske og sociale aspekter fortsatte under Den Franske Revolution, skønt den først og fremmest var en borgerlig revolution. Da man ophævede adelens privilegier, blev ejendomsbesiddelse og formue vigtigere end tidligere for at markere social status.

Forskellen og modsætningerne mellem borgerskab og proletariat blev skarpere, ikke mindst i kølvandet på den industrielle revolution med tiltagende urbanisering og dybtgående forandring af samfund og økonomisk struktur.

Den Franske Revolution havde under feltråbet "frihed, lighed og broderskab" gjort alle franskmænd til fuldgyldige borgere. Udviklingen i USA satte trumf på mht. politisk lighed i form af universel valgret — de sorte amerikanere dog endnu længe undtaget.

I Vesteuropa tog den politiske ligeberettigelse særlig fart omkring 1848 med en stribe liberaldemokratiske forfatninger, der også udvidede stemmeretten, om end store grupper, herunder kvinderne, fortsat stod udenfor.

Efter 1850

Lighedsdebatten kom i slutningen af 1800-tallet i stigende grad til at dreje sig om økonomisk lighed. De moderne politiske ideologier, liberalisme, konservatisme og socialisme, der opstod i kølvandet på Den Franske Revolution, udkrystalliseredes ikke mindst i divergerende opfattelser af det ønskværdige i og mulighederne for øget lighed.

De liberale var gået i spidsen for udvidelsen af den politiske lighed, men var mere og mere splittede i holdningen til økonomisk lighed. I stigende grad kom spørgsmålet om et spændings- eller direkte konfliktforhold mellem lighed og frihed ind i billedet: Liberale og konservative frygtede, at bestræbelserne for at udvide ligheden, hvilket formentlig vanskeligt kunne ske uden statens indgriben, ville krænke de friheder, som individet siden middelalderen efterhånden havde fået tilkæmpet sig.

Hertil kom den frygt, som franskmanden Alexis de Tocqueville gav klarest udtryk for, nemlig at demokratiet ville skabe alt for gunstige vilkår for konformisme, dvs. stigende lighed i meninger, som er påtvunget af et flertal.

Den liberale lighedstanke er at skabe så lige chancer for individet som muligt, mens den socialistiske lægger vægt på en så ligelig fordeling af goder som muligt uanset individuelle forudsætninger; heri ligger en skelnen mellem formel og reel lighed.

Om end kun få socialister er gået udtrykkeligt ind for fuldstændig økonomisk lighed med François Babeuf fra den franske revolutionstid som en undtagelse, har den underliggende tendens været klar nok. Økonomisk lighed er nødvendig for social retfærdighed og bliver nærmest synonym med den socialistiske definition på demokrati.

Selvom lighedsspørgsmålet var centralt for Karl Marx og Friedrich Engels, var egentlig lighed ikke et isoleret politisk mål, der kunne nås i et liberal-demokratisk samfund, for det egentlige indhold af proletariatets krav om lighed var, som Engels udtrykte det, klassernes afskaffelse.

Først når det kapitalistiske system og den private ejendomsret var forsvundet, ville også klasserne forsvinde. Igennem tiderne har arbejdsdelingen med begyndelse i familien skabt klasser og klassemodsætninger; under kommunisme skulle arbejdsdeling ophøre og dermed også den udbytning, der leder til ulighed og umenneskelighed.

Siden 1870'erne har lighedsspørgsmålet særlig drejet sig om dels kvindernes politiske ligestilling, dels større ligeberettigelse på arbejdsmarkedet via retten til at danne fagforeninger og at få dem anerkendt som forhandlingspartnere med indflydelse også på udformning af arbejdsretten.

I 1900-tallet er der sket en forskydning fra den liberale lighedsforestilling om lige rettigheder, som det var op til det enkelte individ at udnytte ud fra egne forudsætninger, til en socialistisk/socialdemokratisk opfattelse af, at det er samfundets, dvs. statens, opgave at skabe bedre materielle forudsætninger for, at sociale grupper kan opnå større social og politisk lighed.

Målene har man forsøgt at fremme ikke mindst gennem uddannelsesvæsenet, men også gennem reformer, som sigtede mod at mindske betydningen af sociokulturelle forskelle, således at uligheder ikke skulle virke psykologisk hæmmende på børn fra miljøer med lavere uddannelsesmæssig baggrund.

I slutningen af 1900-tallet er opmærksomheden blevet rettet mod de højere uddannelser. I lande som USA med udtalte sociokulturelle skævheder af racemæssig karakter har man grebet til såkaldt "affirmative action", dvs. uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssig begunstigelse af fx sorte amerikanere. Lignende tiltag anvendes i stigende grad for at fremme kvinders ligestilling i samfundet.

Børn fremstilles mere og mere som ligeberettigede med voksne; lighedsbestræbelserne udstrækkes også til tidligere marginaliserede eller udstødte grupper, fx handicappede og homoseksuelle.

Et karakteristisk træk ved udviklingen har været formuleringen af de forskellige lighedsaspekter i rettighedstermer, som er udmøntet i internationale konventioner, fx FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, der indeholder et omfattende social- og kulturpolitisk program.

Den blev fulgt op af Europarådets Menneskerettighedskonvention i 1950, som havde til formål at give FN-principperne retslig beskyttelse, bl.a. ved oprettelse af Den Europæiske Kommission for Menneskerettigheder samt Menneskerettighedsdomstolen. Lighed og ligeberettigelse er ikke længere noget, der kan ses som et isoleret nationalstatsligt spørgsmål.

Lighedens historie har karakter af en kontinuerlig udvidelse af dens område; lighedsidéerne har vundet meget bred accept på tværs af ideologiske skillelinjer, om end omsættelsen til praktisk politik kan give anledning til skarpe modsætninger. Ofte ses lighed som synonymt med demokrati.

Lighedsidéernes fremgang kan imidlertid ikke udelukkende ses som resultatet af moralfilosofiske og humanitære krav. Ikke mindst i 1800- og 1900-tallet har hensynet til den bedste udnyttelse af samfundets resurser i produktionens og produktivitetens tjeneste utvivlsomt spillet ind; en illustration kan være de danske landbrugsreformer fra slutningen af 1700-tallet, hvor fremme af bøndernes ligestilling var en væsentlig forudsætning for landbrugets fremgang.

Men lighed kan også siges at have en egen iboende dynamik: Ikke så snart er en ulighed, der er blevet identificeret som uacceptabel, kommet under behandling, før den næste opdages. Således er i slutningen af 1900-tallet stadig flere krav blevet fremført om dyreverdenens ligeberettigelse med menneskeverdenen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig