Det italienske sociale sikringssystem består dels af ordninger, som omfatter alle borgere (bosatte), fx sundhedstjenesten, dels af ordninger, som er knyttet til erhvervsmæssig beskæftigelse.

De væsentligste kontante sikringsydelser omfatter lønmodtagere og enkelte andre erhvervsmæssigt beskæftigede. De administreres centralt af Det Nationale Institut for Social Sikring og omfatter dagpenge ved sygdom og arbejdsløshed samt pensionsordninger i forbindelse med alder, invaliditet og forsørgers død.

Arbejdsløshedsforsikring er obligatorisk for lønmodtagere. Dagpenge ydes efter to års medlemskab. Der er syv karensdage, og der ydes højst dagpenge i 180 dage inden for et år.

Pensionsalderen er 55 år for kvinder og 60 år for mænd. Ret til pension er betinget af mindst 15 års beskæftigelse. Pensionen beregnes på grundlag af de sidste fem års erhvervsindtægt samt antal år i erhvervsmæssig beskæftigelse. Ved 40 års forudgående beskæftigelse er pensionen 80% af gennemsnitsindtægten de sidste fem år. Ved siden heraf er der en efterlønsordning, som giver løbende udbetalinger efter 35 års beskæftigelse uanset alder.

Personer, som ikke er omfattet af eller som er utilstrækkeligt dækket af lønmodtagerforsikringen, kan få forskellige former for kontanthjælp; dog kun, hvis deres indtægter er tilstrækkelig lave. Ansatte og arbejdsgivere yder obligatoriske bidrag til sikringssystemet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig