sociale forhold i Grækenland

De første socialpolitiske velfærdsreformer så dagens lys i Grækenland 1910-14, men dækkede kun ca. 10.000 personer inden for centraladministrationen, hæren og politiet samt udsatte arbejdere såsom sømænd og minearbejdere. Efter Lilleasienkatastrofen 1922 og ankomsten af 1,5 mio. græske flygtninge fra Lilleasien (Osmannerriget) blev der frem til 1932 etableret en række sociale støtteordninger af den græske regering, Folkeforbundet og ILO. I 1930’erne blev den sociale forsikringsfond IKA etableret efter politiske og sociale uroligheder blandt fattige bønder og arbejdere. Alders- og invalidepension samt sygesikring blev finansieret af arbejdsgiverne og lønmodtagerne, men ordningerne blev reduceret under Metaxas-diktaturet 1936-41.

Under borgerkrigen 1946-49 og op igennem 1950’erne blev det sociale forsikringssystem fragmenteret, og stærke klientelistiske grupper (embedsmænd, officerer, sagførere, læger, apotekere, ingeniører, fagforeninger) dannede deres egne forsikringsordninger. Et samlet og ensartet socialt forsikringssystem blev derefter vanskeliggjort. I 1960’erne blev det arbejdsmarkedsorienterede velfærdssystem langsomt suppleret med svage statslige støtteordninger vedrørende arbejdsløshed, sygdom, pension, uddannelse, bolig og fattigdom. Arbejdsløshedsforsikring blev indført 1954 med dannelse af ”Organisationen for Beskæftigelse og Arbejdsløshedsforsikring”, der i 1969 blev omdannet til OAED (Organisation for Arbejdskraft og Beskæftigelse). En række andre sociale sikringsordninger blev etableret i perioden, fx ordning for blinde i 1951, ordning for forældreløse og ikke beskyttede børn i 1960, pensions- og sygesikringsordning for landbruget 1961.

Under militærjuntaen 1967-74 blev der noget usædvanligt vedtaget en række nye sociale love, der kun delvist blev implementeret. Fx delvist afvikling af bøndernes gæld til Landbrugsbanken, økonomisk støtte til familier med tre eller flere børn, støtte til handikappede, døve, stumme og ofre for naturkatastrofer. Med demokratiets genindførelse 1974 og udvidelse af politiske og sociale rettigheder til alle borgere startede en ny velfærdsudvikling i Grækenland.

Den græske velfærdsstatsmodel kan fra begyndelsen af 1980'erne generelt beskrives som en blanding af den konservative/korporative, den liberale/residuale og den socialdemokratiske/universelle model, hvor både staten, arbejdsgiverne og lønmodtagerne, kirken, NGO'er og ikke mindst familierne bidrager. De statslige ydelser er generelt meget lave og stærkt tidsbegrænsede og sikrer kun delvist mod arbejdsløshed, sygdom, alderdom og fattigdom. Et samlet græsk velfærdssystem må derfor mere præcist beskrives som et familistisk velfærdssystem, hvor familien har en dobbeltrolle som henholdsvis forsørger og repræsentant for socioøkonomisk reproduktion. Det betyder, at familien må træde til, når statslige og private sikringsordninger ikke dækker den enkeltes udgifter til social reproduktion. Det er ofte på den ene side hjemmegående kvinder, der passer og plejer egne og andre familiemedlemmers børn, syge og ældre, og på den anden side er det den lille familieejede virksomhed eller forretning, der forsyner arbejdsløse medlemmer af familien med arbejde; et deltids- eller fuldtidsarbejde, der ofte er sort, hvorved der spares penge til forsikringsordningerne. Det traditionelle familistiske velfærdssystem har fungeret parallelt med det arbejdsmarkedsfinansierede og statsligt finansierede velfærdssystem.

Med PASOK-socialisternes regeringsovertagelse 1981 påbegyndtes en ekspansion af de velfærdsstatslige ordninger. Minimumslønnen blev hævet med 40 %, og tilsvarende stigninger fandt sted for de laveste pensionsordninger og andre ydelser knyttet hertil. Pensionerne for bønderne blev hævet med 100 % og udvidet til også at omfatte kvinder i landbruget. Det universelle velfærdsprincip blev i 1982 udvidet til at dække ikkeforsikrede ældre over 68 år med utilstrækkelig indkomst, og i 1983 blev et skattefinansieret nationalt sundhedssystem oprettet med lokale social- og sundhedscentre samt et netværk af åbne plejecentre for enlige ældre. Det konservative parti Nea Demokratia gennemførte i 1992-93 en begrænset pensionsreform, hvor den fremtidige pensionsalder blev hævet til 65 år uden tilsvarende finansiering af pensionsfondene, der endte med at have store underskud. Desuden blev tilskud til børnefamilier med mere end tre børn hævet. Arbejdsløshedsunderstøttelsesperioden blev forlænget fra 6 til 12 måneder for at bøde for en stigende arbejdsløshed i forbindelse med privatisering af offentlige virksomheder. Med PASOKs tilbagevenden til regeringsmagten 1993 forsøgte regeringen, under stærk modstand fra oppositionen og fagbevægelsen, de næste ti år at modernisere sundheds- og pensionssystemet med mindre justeringer af medlemmernes bidrag, indførelse af en gennemsnitlig pension på 70 % af lønnen samt forsøg på ensliggørelse af de mange forskellige syge- og pensionsordninger. I 2001 blev der etableret 17 regionale råd (PESY) til decentral administration af hospitaler og sundhedscentre i et forsøg på både at spare penge og forbedre servicen. Den af PASOK-regeringen gennemførte pensionslov fra 2002 løste ikke de finansielle problemer for pensionssystemet med utilstrækkelige og direkte manglende bidrag fra medlemmerne, både fra lønmodtagere og arbejdsgivere. Pensionskassernes underskud blev langt hen ad vejen dækket af staten. De mange lukrative og delvist skattefinansierede pensionsordninger fortsatte, og lighedsprincippet forblev svagt.

På trods af løbende bestræbelser på forenklinger fra slutningen af 1990’erne og frem til Finanskrisens gennemslag i Grækenland 2009 var det sociale sikringssystem i Grækenland meget indviklet og præget af korruption. Kernen i systemet var ca. 170 forskellige syge- og pensionsordninger. Største forsikringsinstitutioner var IKA (lønmodtagere i byerne) dækkende ca. 50 % af befolkningen, OGA (bønder) dækkende ca. 20 % af befolkningen, TEVE-TAE (erhvervsdrivende) dækkende ca. 14 % af befolkningen samt de stærke brancheforsikringsorganisationer såsom OTE (telekommunikation), DEI (elkraft) og OTOE (banker). De sociale forsikringssystemer finansieredes af arbejdsgiverne (31 %) og af lønmodtagerne (33 %) og af staten. Den enkelte lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende skulle være medlem af en af disse ordninger, hvilket blev afgjort af vedkommendes stilling, erhverv og i visse tilfælde bopæl. Det varierede meget, hvilke behov der blev dækket, og niveauet for ydelserne spændte meget vidt: Fra et meget lavt niveau til dækningsgrader, der kunne sammenlignes med niveauet i de nordeuropæiske lande. Samlet set var Grækenland i begyndelsen af 2000-tallet fortsat et af de lande i EU, der brugte færrest penge på sociale velfærdsordninger svarende til ca. halvdelen af udgifterne i Danmark. Den største del af socialforsikringssystemets samlede udgifter gik til dækning af alderspension (69 %), mens udgifter til sygdom og arbejdsløshed udgjorde henholdsvis 21 % og 5 %. Udgifterne til alderspension var forholdsmæssigt den største i EU, mens udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse og social velfærd inkl. bekæmpelse af fattigdom hørte til de laveste i EU. Hele 21 % af den græske befolkning levede i 2001 under fattigdomsgrænsen (60% af medianindkomsten i Grækenland), hvoraf ældre over 65 år udgjorde en tredjedel.

Den vigtigste socialforsikringsordning var IKA, den statslige sociale forsikringsinstitution, der omfattede alle lønmodtagere, som ikke var medlem af en branchespecifik socialforsikringsordning. IKA ydede bl.a. alderspension, invalidepension, arbejdsløshedsforsikring, barselsdagpenge og lægehjælp under sygdom. Ved siden af de faglige ordninger fandtes en skattefinansieret sygesikring frem til 2010, som omfattede alle borgere.

Pensionsalderen var forskellig inden for de forskellige ordninger og varierede desuden med antallet af forudgående arbejdsår; pensionsalderen spændte fra 58 år til 65 år. Lønmodtagerne var opdelt i mange forskellige klasser efter indkomst, og pensionsniveauet varierede mellem 35 % af den forudgående indkomst i de højeste indkomstklasser til 70 % i de laveste. Alderspensioneringen omfattede tillige en pension for de efterladte i tilfælde af død.

Sundhedsvæsenet byggede på, at socialforsikringerne helt eller delvis dækkede udgifterne til behandling på private, halvoffentlige eller offentlige hospitaler, klinikker eller institutioner. Der fandtes ingen ydelser, som fx bistandshjælp eller kontanthjælp. Finansieringen af socialforsikringerne varierede også fra ordning til ordning, men almindeligvis indgik bidrag fra den forsikrede og fra arbejdsgiveren, mens OGA-pensioner udelukkende var skattefinansierede. Derudover kunne der være formueindtægter fra forsikringernes opsparede kapital og statssubsidier, finansieret af særlige indirekte skatter eller af den generelle statsskat.

Da finanskrisen ramte Grækenland i 2009 medførte det en omfattende privat og offentlig gældskrise og året efter en truende statsbankerot for den græske stat. Den samlede statsgæld voksede fra 113 % af BNP i 2008 til 170 % i 2011 og videre til 177 % (ca. 320 mia. €) i 2014. Med denne udvikling blev det umuligt for den græske stat at låne penge på det internationale lånemarked. Grækenland blev af EU, ECB og IMF (trojkaen) tvunget til at indgå to forpligtende låne- og nedskæringsaftaler (Memorandum 1 og 2) på i alt 240 mia. € frem til udgangen af 2014 og senere forlænget, mod til gengæld at gennemføre omfattende besparelser på de offentlige udgifter. Den Europæiske Finansielle Stabilitetsmekanisme (ESM) og eurozonelandene garanterede 85 % af lånene, hvoraf Tyskland stod for 64 mia. € og Frankrig for 48 mia. €. Fra 2010 til i dag (januar 2015) har nedskæringsaftalerne betydet interne devalueringer, offentlige nedskæringer og fyringer, privatisering af mange offentlige virksomheder, skattereformer med stigende skatter og øget skattegrundlag, deregulering og fleksibilisering af arbejdsmarkedet, ophævelse af beskyttelses- og aftalelove for lønmodtagere, pensionsreform og ikke mindst løbende nedskæringer inden for det statslige velfærdssystem og de mange syge- og pensionsordninger. De samlede udgifter til velfærdsstatslige ordninger blev i perioden 2009-12 næsten halveret fra 8,3 mia. til 4,5 mia. € og må fremover ifølge aftalen med trojkaen ikke overstige 6 % af BNP.

Trods konstante og uoverskuelige lovændringer og tilføjelser frem til i dag har konsekvenserne af nedskæringerne været en langvarig økonomisk recession med gennemsnitligt fald af BNP pr. år på 5 % fra 2009 til 2013. Der har været tale om generelle forringelser af løn-, arbejds-, sundheds- og pensionsforhold. Mindstelønnen er blevet sænket med 22 % til 586 € pr. måned, ungdomslønnen er sænket med 32 % til 511 € og pensionerne med 20-40 %, mens op til 150.000 offentligt ansatte er og vil blive fyret inden udgangen af 2015. Sundhedsvæsenet, hospitaler, skoler, universiteter og andre offentlige institutioner har været og er fortsat udsat for omfattende nedskæringer.

I perioden er arbejdsløsheden steget fra 8 % i 2008 til 27 % i 2013 med et lille fald til 26 % i 2014 (for kvinder 29,5 % og for mænd 23,1 %) og en ungdomsarbejdsløshed på ca. 50 %. Antallet af arbejdsløse er på fem år steget med 1 mio. I august 2014 var 3,6 mio. i beskæftigelse, 3,3 mio. var registreret som økonomisk inaktive og 1,4 mio. var arbejdsløse. Jo flere der mister retten til understøttelse og ikke længere lader sig registrere som arbejdssøgende, jo flere bliver der i gruppen af økonomisk inaktive. Trods det beskedne fald af den samlede arbejdsløshed i forhold til arbejdsstyrken på 0,2 % steg antallet af registrerede arbejdsløse ifølge OAED imidlertid med 6.674 til 854.517 fra oktober til november 2014, hvoraf kun 120.353 fik understøttelse. En stigning på 20 % i forhold til måneden før. Den største arbejdsløshed er i Nordgrækenland i regionerne Makedonien og Thrakien med landets anden største by Thessaloniki og i regionen Attika med hovedstaden Athen, mens den laveste arbejdsløshed findes på de Ægæiske Øer og på Kreta, hvor turismen er udbredt.

Faldet i den samlede arbejdsløshed på 1 til 2 procentpoint i 2014 var resultatet af udvandring og etablering af ca. 190.000 nye job, heraf er halvdelen fleksible, deltids- og tidsbegrænsede job, der ofte ikke giver nok arbejdstimer til igen at få udbetalt sociale ydelser og modtage gratis sygesikring. Den arbejdsmarkedsrelateret pension og sygesikring falder bort uden arbejde, der giver ret til det nye sociale sundhedskort AMKA, og derfor stod over 1 mio. i 2015 uden disse ordninger.

I alt 1,3 mio. mennesker var med udgangen af 2014 uden arbejde og kun godt 10 % af dem fik fortsat den tidsbegrænsede understøttelse på maksimalt 12 måneder. Den gennemsnitlige understøttelse var blevet forringet fra 70 % til 50 % af basislønnen og varierede i 2014 mellem 180 € og 468 € pr. måned. Sidstnævnte svarede til 31 % af gennemsnitslønnen i 2012. For at få understøttelse skulle der som hovedregel være indbetalt bidrag på ca. 30 % af lønnen i mindst 80 arbejdsdage pr. år inden for en toårig periode og i mindst 125 arbejdsdage de sidste 14 måneder eller mindst 200 arbejdsdage de sidste 2 år. Efter maksimalt 12 måneders understøttelse er der ingen almene og sociale velfærdsydelser som fx kontanthjælp, og folk havner i fattigdom, medmindre deres familie kan forsørge dem.

Generelt blev lønniveauet reduceret med 20-30 % i perioden 2010 til 2014. Ifølge landorganisationerne GSEE og ADEDY faldt lønniveauet så drastisk, at det nåede et niveau som i 1970’erne. I det offentlige blev lønnen ifølge finansministeriet reduceret med gennemsnitlig 13,6 %. De tidligere såkaldte 13. og 14. ekstra lønninger til jul og påske afskaffedes og erstattedes af en bonus til jul på 500 €, en bonus til påske på 250 € og en bonus på 250 € til ferie. Samtidig blev arbejdsugen via lovgivning forlænget fra 37,5 til 40 timer, betaling for overarbejde blev reduceret, mens alle former for tillæg og bonus blev beskåret med 8 %. Alle tidligere aftalte lønstigninger er blevet fastfrosset indtil arbejdsløsheden kommer under 10 %. Det blev samtidig muligt at foretage kollektive fyringer af op til 30 medarbejdere i virksomheder med flere end 150 ansatte, mens virksomheder med under 150 ansatte kunne fyre op til seks ansatte uden at skulle betale kompensation eller godtgørelse herfor. Desuden blev der indført en række forringelser af det fagretslige system for lønmodtagere, såsom fjernelse af løn- og ansættelsessikkerhed og begrænset adgang til voldgift. Desuden fik virksomheder ret til afvigelse fra de kollektive overenskomster, hvis økonomiske og andre forhold talte herfor. Endelig nedlagdes Organisationen for Arbejderboliger, der tidligere forsynede fattige lønmodtagere enten med billige boliger eller med billige feriehuse.

De samlede udgifter i Grækenland til pension er forholdsmæssigt de største i EU og skal ifølge krav fra trojkaen harmoniseres med andre EU-lande. Med Memorandum 1 blev der i 2010 indført den første store ændring af pensionssystemet og med udgangen af 2015 skal en helt ny, centraliseret og såkaldt ensartet pensionsordning vedtages, hvor den nuværende forsikringsinstitution IKA bliver den centrale aktør. De eksisterende pensionssystemers største problem er fortsat den løbende finansiering. Hvor staten tidligere medfinansierede mange pensionsordninger og deres underskud, vil dette ikke være tilfældet fremover. Lønmodtagernes bidrag vil derimod stige, mens arbejdsgivernes bidrag allerede er blevet reduceret med 5 %.

Det nye pensionssystem vil bryde med tidligere korporative elementer af velfærdssystemet. Det vil bestå af en delvis universel og skattefinansieret basispension for alle og en arbejdsrelateret og bidragsbestemt pension. Den bidragsbestemte pensions størrelse vil blive beregnet som en procentdel af den enkeltes livslange indkomst fordelt på udbetalingsår. Dertil lægges incitamenter til at blive længst mulig på arbejdsmarkedet med 0,8 % ekstra for dem med beskæftigelse over 15 år og 1,5% ekstra for dem med over 40 års beskæftigelse. Bidragsfinansieret pension kan i modsætning til basispension hæves før de 65 år, men i så fald med et fratræk på 6 % pr. år.

Pensionsloven fra 2010 med efterfølgende lovtilføjelser frem til i dag har betydet en fastfrysning af lave pensioner og reduktion af lukrative ordninger på 20-40 % med stop af den 13. og 14. udbetaling pr. år samt en progressiv beskatning af pensioner mellem 1.400 og 3.500 € pr. mdr. og derover med maksimalt 10 %. Nye beregningsmetoder og indkomsttest har dog skabt et langvarigt og administrativt kaos hos pensionsselskaber, der i længere perioder enten måtte reducere eller stoppe for udbetalinger.

Det nuværende og midlertidige pensionssystem gør ikke op med eksisterende uligheder: at mennesker med løs tilknytning til arbejdsmarkedet (deltids- og sæsonansatte, arbejdsløse o.a.) ikke animeres til at betale bidrag til pensionsordninger. Den skattefinansierede basispension er lovsat til 360 € pr. mdr. i 2010-priser for alle over 65 år med lav indkomst, dvs. under 5.400 € pr år for enkeltpersoner og for familier under 10.800 € pr. år. Har man boet mindre end 35 år i Grækenland fra en alder på 15 til 65 år bliver basispensionen reduceret.

Tidligere uligheder i pensioner mellem fx offentlige og private ansatte er fastholdt i loven af den politiske elite i Grækenland, ikke mindst pga. den politiske kultur – klientelismen. Med reference til tidligere lovgivning har journalister, bankansatte og professioner som fx jurister, læger, ingeniører, fastholdt muligheden for særlige gunstige pensioner. Tillige har ansatte før 1983 i det offentlige, i banker og inden for mediebranchen fastholdt deres gamle lukrative pensioner. Det samme har folk ansat i politiet og militæret uafhængigt af ansættelsestidspunkt. På baggrund af udviklingen inden for pensionsområdet er der skabt en stor gruppe af fattige pensionister, der ikke kan betale deres månedlige forpligtelser til ejendomsskat, husleje, vand, el og fyringsolie. Det daglige forbrug af mad, drikkevarer, medicin og tøj er også skåret ned til et minimum og ofte erstattet af daglige måltider hos "suppekøkkener" drevet af NGO’er og kommuner.

Den økonomiske krise og nedskæringspolitikken har skabt øget fattigdom, marginalisering og sygdom i Grækenland, men også stigende indkomstskatter til gennemsnitligt 35 % af bruttoindkomsten og øget skat på fx ejendom, jord, el samt momsafgift på 27 % har medvirket hertil. Skat på virksomheders overskud er derimod faldet fra 25 % i 2009 til 10 % i 2013. Halvdelen af befolkningen kan ikke betale deres skatter, fordi de er gået ned i løn, pension eller er blevet arbejdsløse. Priserne på dagligdagsvarer og andre varer er ikke faldet tilsvarende med det resultat, at efterspørgslen er faldet betydeligt. Priserne steg frem til 2011 og først derefter faldt de gennemsnitlig med 1-2 % pr. år. Med udgangen af 2014 var den gennemsnitlige inflation på –1,7%.

De græske husholdningers disponible indkomst er faldet med 10,3 % i 2013 sammenlignet med 2012. Siden krisen 2009 er indkomsten faldet fra 170 mia. til 122 mia. € svarende til 28,2%. Den gennemsnitlige husholdningsudgift faldt fra 2.203 € pr. mdr. i 2009 til 1.509 € i 2013, et fald på 31,5%. Det drejer sig om fx alkohol -8,5%, boligudgifter -10,8%, sundhed -22,2%, uddannelse -23,9% og tøj/sko -46,3%. Antallet af husholdninger, der bruger centralvarme, faldt ligeledes med 31 % mellem 2012 og 2013 pga. øgede priser og skat på fyringsolie. Ifølge UNICEF steg antallet af børn, der lever i fattigdom, fra 23% i 2008 til 40,5% i 2012. Et antal der ifølge græske hjælpeorganisationer er højere i dag.

Sammenfattende betyder de voldsomme nedskæringer på det sociale og sundhedsmæssige område siden 2010 delvist sammenbrud af det græske velfærdssystem, og det har medført vedvarende social uro, demonstrationer og strejker imod den sociale elendighed og fattigdom. Politisk betød det, at de ansvarlige for nedskæringerne, koalitionsregeringen bestående af Nyt Demokrati og PASOK, tabte valget i 2015, og at SYRIZA og De Uafhængige Grækere kom til at overtage de enorme problemer, som karakteriserer det græske samfund i dag.