I nationalregnskabet bliver den offentlige sektor afgrænset over for den øvrige del af økonomien samt fordelt på sektorer og aktiviteter ved hjælp af internationalt anerkendte definitioner og klassifikationer.
Efter en hovedrevision i 1997 omfatter den offentlige sektor både offentlig forvaltning og service og offentlige virksomheder, der igen kan opdeles i egentlige produktionsvirksomheder, fx DSB, og finansielle institutioner, fx Nationalbanken.
Offentlig forvaltning og service omfatter de myndigheder og institutioner, hvis hovedfunktion det er at producere ikke-markedsmæssige (offentlige) tjenester til kollektivt forbrug og/eller at foretage omfordelinger af samfundets indkomster og formuer.
Ved ikke-markedsmæssige tjenester forstås de tjenester, der enten aktivt kontrolleres af offentlige myndigheder eller stilles gratis eller så godt som gratis til rådighed for offentligheden eller for grupper af offentligheden.
De offentlige myndigheders væsentligste indtægtskilde er obligatoriske bidrag, som stammer fra skatter og afgifter. Hovedparten af de myndigheder og institutioner, der producerer offentlige ydelser, er formelt også offentlige, dvs. at de er integrerede i de statslige, amtslige og kommunale regnskaber; deraf udtrykket integrerede offentlige institutioner.
En del offentlige institutioner er imidlertid ikke integrerede, men har selvstændige regnskaber; det gælder fx folkekirken og de sociale kasser og fonde. Disse institutioner kaldes ikke-integrerede offentlige institutioner.
En del institutioner, der producerer offentlige ydelser, er formelt private med selvstændige regnskaber. Kriteriet for, at de indgår i den offentlige forvaltning og service, er, at de for den overvejende dels vedkommende er finansieret ved hjælp af offentlige midler. Visse privatskoler og privathospitaler er eksempler på disse formelt private, men reelt offentlige institutioner, i nationalregnskabsterminologien kaldet kvasi-offentlige institutioner.
Den offentlige forvaltning og service omfatter endvidere en række offentlige driftsvirksomheder, der optræder som hjælpevirksomheder eller bivirksomheder til produktion af offentlige ydelser. Disse såkaldte departementale virksomheder er regnskabsmæssigt integrerede offentlige virksomheder, som producerer markedsmæssige varer og tjenester, men enten primært leverer disse til det offentlige selv til løbende brug i forbindelse med produktion af det kollektive forbrug eller, hvis de sælger til private, kun opererer i meget begrænset omfang.
De offentlige delsektorer. I statistikken over de offentlige finanser sker der en underopdeling af den offentlige forvaltning og service. Princippet i underopdelingen bygger på den geografiske udstrækning af den enkelte institutions kompetence. Er institutionens kompetence udstrakt til hele landet, henføres institutionen til den statslige sektor. Er kompetencen lokalt begrænset, henføres institutionen til den kommunale sektor.
Den statslige sektor omfatter først og fremmest offentlige institutioner mv. på statsregnskabet. Desuden indgår folkekirkens institutioner, de offentlige arbejdsformidlingskontorer og andre ikke-integrerede statslige institutioner samt en lang række kvasi-statslige institutioner. Udgifter og indtægter i medfør af EU-direktiver optræder som selvstændige udgifter og indtægter i en supranational (overnational) sektor.
Før 1997 blev disse aktiviteter betragtet som en del af den statslige sektor. De sociale kasser og fonde udgøres af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Lønmodtagernes Garantifond og arbejdsløshedskasserne. De sociale kasser og fonde er med hensyn til kontrol og regulering nærmest knyttet til statssektoren.
Den regionale sektor består hovedsagelig af offentlige institutioner på de danske regioners (før 2007 amtskommunernes) regnskaber mv. Endvidere indgår Danske Regioner og en række andre kvasi-regionale institutioner.
Den kommunale sektor omfatter som det vigtigste offentlige institutioner på kommuneregnskaberne. Herudover består den af Kommunernes Landsforening (KL) samt en lang række andre kvasi-kommunale institutioner.
Offentlige virksomheder. Adskillelsen mellem offentlige og private virksomheder bygger generelt på det offentliges ejerskab og/eller effektive kontrol over virksomhedens forretningsmæssige drift. Det offentliges ejerskab er relativt let at afgøre. Det eksisterer, hvis det offentlige har over halvdelen af aktierne eller ejerandelsbeviserne i selskabet.
Den offentlige kontrol skal være bredere end den ordinære regulerende magt, som det offentlige udøver over for alle erhvervsdrivende. Den effektive kontrol skal bestå i bestemmende indflydelse på investeringspolitikken samt på produkt- og prispolitikken. Kontrollen behøver ikke nødvendigvis at være en dag til dag-kontrol; den kan dække over et bredere aspekt af politiske anbefalinger, men det skal være åbenlyst, at den aktive kontrol eller indflydelse har en permanent karakter.
I nationalregnskabet består den offentlige virksomhedssektor af offentlige selskabslignende virksomheder samt offentlige selskaber. De producerer markedsmæssige ydelser, der primært har til formål at forbedre den danske infrastruktur. Dette kaldes også den offentlige virksomhedssektor. Deres ydelser leveres ofte til reducerede priser på grund af offentlig subsidiering. Det er især denne del af den offentlige sektor, der i 1990'erne har været genstand for en egentlig privatisering.
For offentlig selskabslignende virksomhed gælder, at regnskaberne er integreret i stats- eller kommuneregnskaberne, at produktionen er markedsbestemt, fremstilles i stor skala og hovedsagelig sælges til den private sektor, dvs. at indtægter ved salg udgør 50% eller mere end de løbende driftsudgifter, samt at selskaberne drives erhvervsmæssigt. Eksempler på selskabslignende virksomheder er DSB, kommunale forsyningsvirksomheder og dele af renovationsbranchen.
For offentlige selskaber, som er privatretligt organiseret på selskabs- eller selskabslignende form, gælder, at det offentlige har kontrol med virksomhederne, og/eller det offentlige ejer mere end 50% af virksomheden. De offentlige myndigheder har mulighed for at udøve kontrol med virksomheder via lovgrundlaget, som fastlægger den enkelte virksomheds spillerum. Det kan endvidere bestemmes, at en fast andel af bestyrelsesmedlemmerne og formanden skal være udpeget af det offentlige. Eksempler på offentlige selskaber er DONG Energy, Storebæltsforbindelsen og Post Danmark.
Mht. den historiske udvikling i den offentlige sektor i Danmark se Danmark - erhvervsudvikling og Danmark - offentlige tjenesteydelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.