Beskæftigelsesindsatsloven

Beskæftigelsesindsatsloven hedder formelt Lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Den er lovgrundlaget for den beskæftigelsesindsats, der administreres af kommunerne i jobcentrene . Indsatsen omfatter personer, der modtager en lang række forskellige forsørgelsesydelser som arbejdsløshedsdagpenge , kontanthjælp , sygedagpenge . Den omfatter samtidig personer i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob , revalidering m.v. Personer på kontanthjælp kan være såvel jobparate, aktivitetsparate eller uddannelsesparate. Vurderingen afhænger af hvor hurtigt det forventes, at personerne kan komme i arbejde, se mere præcis vurdering i nedenstående bekendtgørelse.

Kommunernes opgaver er at bistå arbejdssøgende med at få arbejde, at give service til private og offentlige arbejdsgivere, der søger arbejdskraft, eller som vil fastholde ansatte i beskæftigelse. Heri indgår at bistå kontant- og starthjælpsmodtagere og ledige dagpengemodtagere til så hurtigt og effektivt som muligt at komme i beskæftigelse, således at de kan forsørge sig selv og deres familie, og at støtte personer, der på grund begrænsninger i arbejdsevnen har særlige behov for hjælp til at få arbejde, herunder uddannelse, revalidering m.v. De ledige kan blive pålagt en "nytteindsats", ligesom en lønmodtager kan blive henvist til et job i en virksomhed som beder om det.

Arbejdsløshedskasserne kan inddrages for egne medlemmer især i begyndelsen af en ledighedsperiode. Kommunerne kan også anvende private aktører til at udføre en del af indsatsen, men har stadig det overordnede myndighedsansvar for opgavens løsning.

I jobcentret kan tilbydes forskellige former for støtte, såsom vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud.

Klage over afgørelser, truffet af kommunen i jobcentret kan påklages til Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg.