Demokrati. Valgmøde i Indien.

.

Demokrati. Valgene i Sydafrika i april 1994 blev en enestående og bevægende manifestation af vælgernes trang til at deltage i den politiske beslutningsproces.

.

Demokrati er folke-styre. De to bestanddele i denne definition, folk og styre, er gennem tiderne blevet fortolket meget forskelligt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet demokrati kommer af græsk demos 'folk' eller 'pøbel' og kratos 'magt, herredømme, vælde'.
Også kendt som

folkestyre, folkevælde, folkeligt selvstyre

Demokratiet i antikkens Grækenland

Ordet demokratia blev første gang anvendt af grækerne i slutningen af 500-tallet f.v.t. som betegnelse for en ny organisering af det politiske liv. På samme tid begyndte grækerne at omtale to værdier i deres politiske liv, som byggede på lighedsprincippet: alle mandlige borgeres ret til at tale i den styrende forsamling, isegoria, og lighed i politiske rettigheder, isonomia. Den militære baggrund for denne nyskabelse var det nye våben, galejen, store robåde med vædderstævn. Dette våben krævede et stort øvet og modigt mandskab, som var stærkt motiveret, fordi i åben kamp så overlevede kun hver anden båd-besætning deres første væddering.

Efterhånden som den forsamling, hvor folket mødtes for at drøfte offentlige spørgsmål, blev opfattet som den suveræne myndighed, synes demokrati at have vundet indpas som betegnelse for den nye styreform.

Athens demokrati

Athens demokrati blev indført af Kleisthenes i 507 f.v.t., idet magtens centrum blev flyttet fra valgte embedsmænd til folkeforsamlingen, folkedomstolen og et nydannet femhundredmandsråd. Samtidig blev der gennemført en opdeling af Attika i distrikter og kommuner og givet bestemmelser for deres deltagelse i statsorganerne.

Inden for de klassiske styreformer adskilte demokrati sig fra monarki og tyranni, som er karakteriseret ved, at én person styrer, og fra aristokrati og oligarki, hvor nogle få personer styrer.

Hvem havde stemmeret?

Hvem folket, demos, omfatter, har givet anledning til megen strid og varieret fortolkning. Såvel i det klassiske Grækenland som i moderne tid har man udelukket nogle personer som ukvalificerede. Til alle tider og i alle samfund har man udelukket børn, men grænsedragningen mellem børn og voksne har været omstridt.

I det athenske demokrati udgjorde folket kun et mindretal af den voksne befolkning, idet ikke blot slaver og kvinder var udelukket, men også frie fremmede, dvs. fastboende uden athensk statsborgerskab, metoikerne. Det er først i 1900-tallet, at folket ud fra princippet om almindelig valgret er blevet defineret som stort set alle voksne statsborgere.

Den direkte deltagelse

Hvad det vil sige, at folket styrer, har der også været forskellige opfattelser af. I det klassiske Grækenland og frem til slutningen af 1700-tallet var demokrati forbundet med folkets direkte deltagelse i den politiske beslutningsproces.

Demokratibegrebet var forbundet med bystaten, hvis begrænsede geografiske udstrækning og overskuelige indbyggertal gjorde det muligt at samle borgerne til drøftelse og afgørelse af offentlige anliggender.

Repræsentativt demokrati

Med fremvæksten af den moderne nationalstat blev denne styreform praktisk umulig, og demokratiseringen af store, folkerige nationalstater skete derfor gennem opbygningen af et repræsentativt demokrati, hvori folket vælger medlemmerne af et repræsentationsorgan med et eller flere kamre.

I et repræsentativt styre placeres den politiske autoritet eller myndighed, dvs. retten til at træffe bindende politiske beslutninger, helt eller delvis i en valgt forsamling. Oprindelig var udpegningen af politiske myndighedspersoner gennem valg et aristokratisk princip. Ved valg skulle de mest kvalificerede til myndighedsposterne udpeges. Det demokratiske princip for udpegning af personer til myndighedsposterne var derimod lodtrækning og rotation, idet alle borgere blev anset for at være tilstrækkeligt kvalificerede.

Repræsentativt styre før 1800-tallet

Elementer af folkestyre i form af repræsentativt styre var sparsomme før 1800-tallet, og hvor de fandtes, blev de ikke betegnet med ordet demokrati. Heller ikke i Schweiz, hvor man længe kombinerede elementer af direkte og repræsentativt folkestyre, blev ordet anvendt til betegnelse af styreformen.

Baggrunden var, at ordet og begrebet demokrati i Platons og Aristoteles' ånd blev tillagt en negativ vurdering; det betegnede sammen med tyranni og oligarki en slet styreform over for de gode styreformer monarki, aristokrati og politeia. Demokrati blev opfattet som de manges styre i deres egen interesse, de fattiges herredømme over de rige uden hensyn til loven og helheden, kort sagt "pøbelvælde".

Indtil slutningen af 1700-tallet blev demokrati og repræsentation anset for uforenelige størrelser. Denne opfattelse finder udtryk i 1762 hos Jean-Jacques Rousseau i Du Contrat social og findes stadig så sent som i den schweiziske forfatning af 1848.

Foreningen af demokratiet og det repræsentative styre

Med den amerikanske uafhængighed i 1776 samt den føderale forfatning af 1789 og med Den Franske Revolution samme år begyndte imidlertid en tilnærmelse mellem demokrati og repræsentativt styre, hvilket første gang fandt udtryk i Thomas Paines Rights of Man fra 1792. Foreningen af begreberne demokrati og repræsentation var imidlertid en langsom proces, som i første omgang fandt sted i USA og navnlig vandt frem efter 1828 med Andrew Jacksons demokratiske parti.

I Europa var det især de engelske utilitarister, der begyndte at kombinere demokrati og repræsentation, således James Mill i Essay on Government (1820); men det var frem for nogen Alexis de Tocqueville, der med bogen De la Démocratie en Amérique (1. del 1835, 2. del 1840) banede vej for en forening af begreberne.

Dette dannede fra midten af 1800-tallet baggrunden for udviklingen af den indtil da usete styreform: det repræsentative demokrati, hvor folket ikke direkte tager de politiske beslutninger eller kun undtagelsesvis i form af folkeafstemninger. Folkets hovedopgave bliver at vælge og kontrollere beslutningstagerne. Den militære baggrund for udviklingen af det repræsentative demokrati var, at våbenproduktionen blev effektiviseret og våbnene derfor billiger og derved blev det muligt at stille med større hære. Samtidigt betød jernbanen og bedre veje, at man bedre kunne transportere forsyninger til de større hære.

Denne forening af demokrati og repræsentativt styre finder klart udtryk hos John Stuart Mill i Considerations on Representative Government (1861), hvori han dog betoner repræsentanternes uafhængighed af vælgerne og nødvendigheden af en langsom og forsigtig udvidelse af valgretten.

Polyarki

Udviklingen af det repræsentative demokrati indebærer ikke blot en forening af demokrati og repræsentativt styre og en reduktion af den folkelige deltagelse, men også muligheden for repræsentation af forskellige anskuelser og interesser i nationalstater, som gennemgående er mere heterogene end små bystater. Den nye styreform, som udviklede sig gennem 1800- og 1900-tallet, er også blevet kaldt polyarki, fordi den spreder magten mellem konkurrerende partier og organisationer.

Demokrati i Danmark

Det danske demokrati eller polyarki er karakteristisk ved, at det er et repræsentativt styre med grundlovssikrede, individuelle rettigheder, dvs. personlig frihed samt politiske friheder som ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed, lige og almindelig valgret, hemmelig stemmeafgivning, forholdstalsvalg, etkammersystem og parlamentarisme. Denne styreform er indført gradvist og er resultat af såvel udenlandsk påvirkning som af debatter og kampe gennem generationer. Nogle skribenter har set tidligere tiders folkeforsamlinger og tingmøder som forløbere for senere tiders folkestyre.

Det danske demokratis historie

Det første brud med den enevældige styreform fandt sted i 1834, da der med De Rådgivende Provinsialstænder blev indført et første element af repræsentativt styre. Kampen for en fri forfatning blev ført af De Nationalliberale og Bondevennerne i 1830'erne og 1840'erne.

Junigrundloven af 1849 var et voldsomt skridt fremad, men betød langtfra overgangen til en demokratisk styreform. Den indeholdt en grundlovssikring af de individuelle rettigheder, en magtdeling mellem kongen og Rigsdagen samt en betydelig udvidelse af valgretten.

Afgørende for udviklingen af det danske demokrati blev i slutningen af 1800-tallet Venstres kamp mod Højre om folketingsparlamentarismen, dvs. anerkendelse af det princip, at regeringen skal sammensættes på en måde, der kan accepteres af Folketingets flertal. Regeringen hævdede derimod kongens ret til frit at vælge sine ministre. Det parlamentariske princip blev først anerkendt med Systemskiftet i 1901, og samtidig blev hemmelig stemmeafgivning indført.

Udviklingen i 1900-tallet

Det næste store skridt i Danmark fandt sted 1915-1920, dels med gennemførelsen af lige og almindelig valgret for såvel mænd som kvinder, dels med overgangen til forholdstalsvalgmåden. Den seneste demokratisering fandt sted i 1953 med afskaffelse af Landstinget og indførelse af mulighed for folkeafstemning.

I 1960'erne og 1970'erne omfattede det antiautoritære oprør blandt ungdommen, studenteroprøret, også en kritik af det repræsentative demokrati. En vision om et samfund med et demokratisk, snarere end et hierarkisk forhold mellem myndighederne og borgerne førte til forslag om et deltagelsesdemokrati, på engelsk participatory democracy, hvor borgerne i højere grad og på flere områder skulle inddrages i udformningen af de beslutninger, der former rammerne for deres tilværelse.

Forslag om brugerrepræsentation i offentlige institutioner, om decentralisering, såkaldt nærdemokrati, og forslag om udvidet mulighed for folkeafstemning kan ses som udslag af denne holdning til det repræsentative demokrati.

Socialt demokrati

Demokratiske idéer har fra den politiske styreform bredt sig til andre dele af samfundet. Med socialt demokrati sigtes der til en udvidelse af borgernes rettigheder fra det politiske til det sociale område, navnlig mht. retten til arbejde og social tryghed, uddannelse og sundhed, "velfærdsstaten". Disse krav blev især fremført af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, men fandt i øvrigt i årene efter 2. Verdenskrig bred tilslutning i det danske samfund.

Økonomisk demokrati

Med økonomisk demokrati sigtes der dels til en reform af ejendomsforholdene, således at der vil ske en spredning af ejendomsretten til produktionsmidlerne, dels til en reform af ledelsesstrukturen på arbejdspladserne, således at medarbejderne selv vil kunne bestemme eller få afgørende indflydelse på, hvordan produktionen skal tilrettelægges. Socialdemokratiets forslag om økonomisk demokrati, ØD, og overskudsdeling, OD, i 1970'erne og 1980'erne mødte kraftig modstand fra borgerlig side og blev ikke gennemført.

Industrielt demokrati

Forslag om industrielt demokrati, ID, har derimod vundet indpas lidt efter lidt gennem bestemmelser om samarbejdsudvalg, medarbejderrepræsentation i aktieselskabsbestyrelser, sikkerhedsrepræsentanter mv., men en gennemgribende reform af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet har der ikke været tale om.

Demokratiets udbredelse

Mens demokrati frem til slutningen af 1700-tallet var et kontroversielt begreb, har det i tiden derefter vundet almindelig anerkendelse i form af repræsentativt demokrati. Stort set alle hævder, at de går ind for demokrati. Højst forskelligartede styreformer rundt om i verden ønsker at betegne sig som demokratiske, og demokrati synes i dag at kaste en særlig legitimitet over det politiske liv. Ofte er der dog ganske stor modstrid mellem ord og handling og mellem teori og praksis.

En fortsat demokratisering synes derfor påkrævet og kan i nutiden navnlig tænkes på tre områder:

Demokratiet, eller rettere polyarkiet, i nationalstaterne kan for det første udbygges dels ved i højere grad at inddrage borgerne i den politiske beslutningsproces, fx gennem folkeinitiativ, folkebegæring, borgerforslag og hyppige folkeafstemninger, og dels ved at udvide demokratiet til det økonomiske område.

Demokratiet kan for det andet udbredes til flere nationalstater, navnlig i Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika, hvor der stadig findes autoritære styreformer.

For det tredje kan demokratiet udbygges på det overnationale niveau i mellemfolkelige organisationer, fx i EU, som løbende kritiseres for at have demokratisk underskud.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig