Undervisningsministeriet, ministerium for undervisning og uddannelse, oprettet 1848 som Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, også kaldt Kultusministeriet, 2015-16 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Kultusministeriet overtog administrationen af kirke, undervisningsvæsen og de øvrige kulturinstitutioner, herunder universitet, arkiv, museum og teater, fra de netop nedlagte kollegier Danske Kancelli og Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler.

I 1916 fik kirke og undervisning hver sit ministerium. I 1961 udskiltes et særligt Ministerium for Kulturelle Anliggender, og i 1993 et selvstændigt Forskningsministerium. Undervisningsministeriet overtog i 1961 lærlingeuddannelser mv. fra Handelsministeriet, i 1968 Landbohøjskolen fra Landbrugsministeriet og i 1974 Journalisthøjskolen fra Statsministeriet. Fra Socialministeriet overførtes de socialpædagogiske uddannelser i 1980, og uddannelserne inden for sundhedsvæsenet fulgte efter i 1984.

Undervisningsministeriets opgave er siden 1980'erne gradvist blevet ændret i retning af regel- og rammestyring, kvalitetsudvikling og evaluering af undervisningen (se Danmarks Evalueringsinstitut).

Forskningen ved de højere læreanstalter, der 1998-2000 havde hørt under Forskningsministeriet, samt Byggedirektoratet blev i 2001 samlet under det nyoprettede Ministerium for Videnskab, Teknologi og Udvikling (se Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser). Samtidig blev arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) overført fra Arbejdsministeriet til Undervisningsministeriet.

Som følge af Strukturreformen blev ansvaret for bygninger og personale ved gymnasieskolerne, hf-kurser, VUC og sosu-skoler fra 2007 underlagt Undervisningsministeriet.

Styrelser og statsinstitutioner under Undervisningsministeriet (2016)

Med regeringen Helle Thorning-Schmidts tiltræden i oktober 2011 ændrede Undervisningsministeriet navn til Ministeriet for Børn og Undervisning. Ministeriet overtog ved samme lejlighed ressortansvaret for sager vedrørende dag-, fritids- og klubtilbud til børn og unge, sager vedrørende danskundervisning som andetsprog samt sager vedrørende nationale mindretal fra hhv. Social- og Integrationsministeriet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration samt Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Ministeriet for Børn og Undervisning afgav desuden ressortansvaret for sager vedrørende videregående uddannelser på professionsbachelorniveau, inklusive voksenundervisning under åben uddannelse, til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Ved en ministerrokade i august 2013 overførtes ressortområderne vedr. børn i alderen 0 til 6 år til Social-, Børne- og Integrationsministeriet. Ministeriet ændrede derfor navn tilbage til Undervisningsministeriet. Disse områder kom med regeringen Løkke Rasmussen i 2015 tilbage til ministeret, der desuden kom til at omfatte området ligestilling, og ministeriet skiftede navn til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Ved regeringsskiftet i november 2016 fik ministeriet igen navnet Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig