Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er et ministerium oprettet 23.11.2007 som Klima- og Energiministeriet ved omlægning af ressortområder fra Miljøministeriet og energiområdet fra Transport- og Energiministeriet.

Ministeriet blev blandt andet oprettet som følge af den øgede fokus på den globale opvarmning og de deraf affødte klimaforandringer. I denne forbindelse blev det en af ministeriets første større opgaver at tilrettelægge FN's Klimakonference COP 15 i København 2009. Første klima- og energiminister blev den daværende miljøminister Connie Hedegaard. Hun blev efterfulgt af Lykke Friis den 24. november 2009.

Ministeriets sagsområder omfatter den nationale og internationale klimaindsats, energiområdet inkl. affaldsforbrændingsanlæg, geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland samt meteorologi.

Institutioner under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Ved regeringen Helle Thorning-Schmidts tiltrædelse i oktober 2011 fik ministeriet navnet Klima-, Energi, og Bygningsministeriet og overtog samtidig ressortansvaret for sager vedrørende byggeri samt administrationen af statens kontorejendomme og universitetsbygninger. Klima-, energi- og bygningsminister blev Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre.

Ved regeringsrokaden i februar 2014 blev Rasmus Helveg Petersen ny klima-, energi- og bygningsminister.

Ved regeringen Lars Løkke Rasmussens tiltrædelse i juni 2015 overdrog ministeriet ressortansvaret for statens kontorejendomme og universitetsbygninger til det nye Transport- og Bygningsministerie. Ministeriet skiftede navn til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Energi-, forsynings- og klimaminister er Lars Christian Lilleholt fra Venstre.

Ved regeringen Mette Frederiksens tiltrædelse den 27. juni 2019 blev navnet ændret til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og Dan Jørgensen blev Klima-, Energi- og Forsyningsminister.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig