Kønsopdelt arbejdsmarked, arbejdsmarkedets opdeling i hhv. kvinde- og mandejob. Horisontal kønsopdeling betyder, at kvinder og mænd typisk arbejder i forskellige brancher og fag: Kvinder fx som sygeplejersker i den offentlige sektor og mænd i byggebranchen. Kønsopdelingen er også vertikal, idet langt flere mænd end kvinder har job med ledelsesansvar, og meget få kvinder er topchefer.

Hvad der opfattes som hhv. kvinde- og mandearbejde har vekslet gennem tiderne og fra kultur til kultur, men en kønsopdeling af arbejdet har hidtil eksisteret i alle samfund. Den stærke vækst i kvinders erhvervsarbejde siden 1960'erne har ikke ophævet kønsopdelingen, men en del af kvinders hidtil ubetalte arbejde i hjemmet er blevet til lønarbejde i den offentlige sektor, bl.a. i børnehaver og på plejehjem. Via mandefagsstrategien har man forsøgt at få flere kvinder ind i de traditionelle mandefag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig