Rangfølge er den rækkefølge, hvori personer ifølge rang skal placeres ved hoffet samt ved offentlige festligheder, ceremonier mv., herunder under indtagelse af pladser ved et bord. Rang kan tilkomme en person pga. adelig fødsel, embedsstilling m.m. eller ved ægteskab med en, der har rang.

Faktaboks

Etymologi
Ordet rangfølge, 1. led af fransk rang 'række, plads'.

Rangforordningen

I Danmark som andetsteds baserer rangfølgen sig på en særlig rangforordning, hvoraf den første kom i 1671 og den nugældende i 1746, siden ændret ved en lang række tillægsbestemmelser. Rangforordningen talte oprindelig 55 klasser; siden 1960 har der eksisteret 5 klasser, hver med underopdeling i numre.

Rangfortrinnet bestemmes efter klasse- og nummerfølge, således at det lavere tal går forud for det højere. Ved sidestillede i nummer inden for en klasse afgøres rangfølgen normalt af, hvem der er højest dekoreret inden for Dannebrogordenen, og mellem sidestillede også i denne henseende af, hvem der har størst anciennitet i stillingen. Ægtefæller følger rangtrinnet for den af dem, der i sammenhængen er hovedperson.

Rangfølgens øverste trin

Rangfølgens øverste trin indtages af statsministeren og de øvrige ministre, så længe de besidder stillingen. Den i rangfølgen højest placerede embedsmand er præsidenten for Højesteret. Adelen er i 1. rangklasse repræsenteret ved greverne Danneskiold og deres mandlige efterfølgere. Eksempler på personer i hhv. 2. og 3. rangklasse er biskopper og politidirektører.

Titler

For personer i 1. rangklasse anvendes titlen excellence (ministre dog undtaget); tidligere er navnlig for damer i de højere rangklasser anvendt titlen nåde, ligesom titlerne konferensråd, etatsråd, justitsråd og kancelliråd har været knyttet til forskellige trin af ranglisten.

Rangfølgen var tidligere gengivet i den årlige udgave af Kongelig Dansk Hof- og Statskalender, der udkom fra 1737 til 2014.

Med Grundloven af 1849 afskaffedes privilegier, der var knyttet til rangklasserne.

Kommentarer (1)

skrev Finn Andersen

Kongelig Dansk Hof- og Statskalender udgives mig bekendt ikke længere. Så følgende sætning er nok forældet:

“Rangfølgen er medtaget i den årlige udgave af Kongelig Dansk Hof- og Statskalender.”

Bemærk også, at i Danmark er “politimestre” blevet erstattet af “politidirektører” (men begrebet findes vist stadig i Grønland og/eller på Færøerne). Om Rangforordningen eller Kongelig Dansk Hof- og Statskalender tager højde for det nye begreb, er jeg ikke klar over.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig