Ny verdensorden, idé om en politisk enighed blandt verdens stater om fred, demokrati og menneskerettigheder, lanceret efter afslutningen på den kolde krig. USA's præsident George Bush anvendte begrebet i kølvandet på Golfkrigen i 1991 for at samle støtte til en international fordømmelse af Saddam Husseins besættelse af Kuwait.

Efter den kolde krig og ophøret af terrorbalancen og den bipolære modsætning mellem USA og USSR bredte der sig især i den vestlige verden en optimisme mht. fremtiden. Det liberale demokrati stod nu tilbage som den samfundsform, alle lande før eller siden ville tilslutte sig. Da demokratier sjældent har været i krig med andre demokratier, gav det håb om en mere fredelig verdensorden i fremtiden.

I FN blev pagtens oprindelige ambitioner om en FN-fredsstyrke genoplivet. Det blev muligt gennem FN's Sikkerhedsråd at gribe aktivt ind over for stater, der udgjorde en trussel mod international fred og sikkerhed eller begik overgreb på deres egne borgere. Mange så en mulighed for at skabe det kollektive sikkerhedssystem, som FN-pagten oprindelig byggede på, men som den kolde krig havde nedfrosset. En reformering af FN-systemet er blevet indledt som følge heraf.

At en eventuel ny verdensorden skulle være under dannelse, er blevet mødt med megen skepsis. Idéen er ikke ny; allerede Immanuel Kants idealisme rummede de samme tanker. Verdensorden hersker der heller ikke; i store dele af fx den tredje verden er fred og demokrati ikke fremherskende. I stedet er det blevet hævdet, at verden er delt i en fredszone i Nord og en konfliktzone i Syd. Mange politiske iagttagere ser derfor tanken om en ny verdensorden som de dominerende staters forsøg på at etablere et nyt herredømme (hegemoni). Alligevel afspejler debatten, at det internationale system har ændret sig i vigtige henseender, hvilket bl.a. de internationale krigsforbryderprocesser er et eksempel på.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig