Den kolde krig på sit højeste. John Kennedy og Nikita Khrustjov mødes i Wien i 1961.

.

Den kolde krig var en storpolitisk konflikt, som startede 1946-1947 og sluttede ca. 1989-1990. Konflikten udspillede sig mellem de kapitalistiske og de kommunistiske lande i kølvandet på 2. Verdenskrig.

Set i et magtpolitisk perspektiv var den kolde krig primært en konflikt om kontrollen over Europa og senere den øvrige verden mellem 2. Verdenskrigs sejrherrer, de nye supermagter USA og Sovjetunionen.

Betegnelsen er også blevet brugt om det konfliktfyldte forhold mellem Vesten og Sovjetunionen efter Den Russiske Revolution i 1917. I dette perspektiv var krigstidssamarbejdet imod Nazityskland kun en parentes i en grundlæggende ideologisk konflikt mellem totalitær kommunisme og liberalt/socialdemokratisk demokrati.

Den kolde krig og atomvåben

Den kolde krigs særkende var, at den forblev "kold" ikke mindst på grund af de nye atomvåben og den gensidige afskrækkelse, som gradvist blev opbygget mellem supermagterne. Til gengæld var der en række stedfortræderkrige i den tredje verden med forskellige grader af stormagtsindblanding.

Mens konfliktforholdet forblev intakt over mere end 40 år, var den kolde krig præget af et svingende spændingsniveau. Det var højt i den indledende fase, indtil 1953, da konflikten centreredes om Europa og Østasien.

Vigtige hændelser i den periode var Trumandoktrinen med USA's indgriben i Den Græske Borgerkrig i 1947, den amerikanske Marshallplan fra 1947/1948, den sovjetiske blokade af Berlin i 1948/1949 og den efterfølgende deling af Tyskland i 1949.

Dannelsen af NATO og Warszawapagten

Konflikten nåede et foreløbigt klimaks med Koreakrigen i 1950-1953. I den fase konsolideredes de to supermagtsblokke. Den amerikanskledede hvilede på organisationer som OECD, oprettet i 1948 som OEEC, og NATO, oprettet i 1949, mens den sovjetiske i højere grad byggede på direkte kontrol med de enkelte blokmedlemmer; Warszawapagten dannedes først i 1955.

Efter Koreakrigen kom en kort afspændingsperiode, der igen afløstes af kriser; først i Mellemøsten og Ungarn (1956), dernæst i Berlin (1958-1961), bl.a. med opførelsen af Berlinmuren, og endelig under Cubakrisen i oktober 1962. Cubakrisen var den kolde krigs kulmination og indebar en reel fare for atomvåbenkrig mellem USA og Sovjetunionen.

Fra ca. 1955 globaliseredes den kolde krig endvidere ved, at den spredte sig til fx Mellemøsten og senere Sydøstasien med Vietnamkrigen.

Cubakrisen fulgtes i 1963-1972 af fornyet afspænding og en række øst-vest-aftaler om våbenkontrol. Fra ca. 1970 bredte afspændingen sig også til Europa, bl.a. med en normalisering af forholdet mellem de to tyske stater.

Ny oprustning

Fra ca. 1975 forværredes forholdet mellem USA og Sovjetunionen på ny, primært fordi USA fandt, at Sovjetunionen ikke fulgte "spillets regler", men bl.a. forsøgte at udvide sin indflydelse i den tredje verden. NATO's beslutning i december 1979 om at opstille nye mellemdistancemissiler i Europa og Sovjetunionens samtidige intervention i Afghanistan udløste "den anden kolde krig".

Den var særligt intens i den amerikanske præsident Ronald Reagans første embedsperiode (1981-1985), der var præget af en kraftig oprustning og nedfrysning af øst-vest-kontakterne. Spændingen nåede et højdepunkt i efteråret 1983, hvor der er tegn på, at den sovjetiske ledelse anså en krig for en realistisk mulighed.

Afslutningen på den kolde krig

Oprustningen under den kolde krig førte til et sikkerhedsdilemma for både øst- og vestmagterne og til initiativer til afspænding og rustningskontrol. Efter en tilspidset periode i begyndelsen af 1980'erne kom der atter skred i nedrustningen og afspændingen med de såkaldte START-forhandlinger, hvis første resultat blev INF-aftalen 1987 om afskaffelse af mellemdistanceraketter. Medvirkende til optøningen i dialogen mellem supermagterne var i høj grad Sovjetunionens nyudpegede leder, Mikhail Gorbatjov, der her ses sammen med USA's præsident, Ronald Reagan, under topmødeforhandlingerne i Reykjavík i oktober 1986 forud for INF-aftalen.

.

Mikhail Gorbatjovs overtagelse af den sovjetiske ledelse i 1985 indvarslede en ny tid. Sovjetisk udenrigspolitik orienterede sig nu med den såkaldte nye tænkning mod afspænding og samarbejde med de vestlige magter, samtidig med at dens ideologiske træk stort set forsvandt.

Den nye sovjetiske linje, Berlinmurens fald og en række systemændringer inden for østbloklandene førte i 1989-1990 til, at den kolde krig blev erklæret for afsluttet af både USA og Sovjetunionen.

Fortolkninger af den kolde krig

Den kolde krig har været genstand for modstridende fortolkninger fra forskningens side, der har været domineret af amerikanske historikere og omfattende amerikanske arkiver. Kort sagt er der tale om fire skoler:

Traditionalismen

Traditionalismen så sovjetisk ekspansion i Østeuropa som den væsentligste årsag til den kolde krigs udbrud. Den amerikanske inddæmningspolitik, den såkaldte containment, med integreringen af det vestlige samarbejde blev opfattet som en nødvendig reaktion herpå. Dette var den herskende teori indtil midten af 1960'erne.

Den revisionistiske skole

Den revisionistiske skole i midten af 1960'erne anlagde en alternativ tolkning, der lagde hovedansvaret for den kolde krig på USA's aktivistiske politik, motiveret af økonomiske interesser og med ansatser tilbage i 2. Verdenskrig. Sovjetunionen blev derimod set som en forsigtig og reaktiv magt.

Postrevisionismen

Postrevisionismen i 1970'erne fremlagde på grundlag af nye arkivstudier en tolkning, der lå et sted mellem revisionisme og traditionalisme, men dog tættest på sidstnævnte.

Nyrevisionismen

Nyrevisionismen har en fremtrædende position i den seneste koldkrigsforskning, der er vanskelig at rubricere. Nyrevisionismen repræsenterer en tilnærmelse til, men ikke en overtagelse af den klassiske revisionismes positioner. En afgørende ny fase i forskningen blev indledt med Berlinmurens fald og adgangen til de tidligere kommunistiske staters arkiver.

Årsagerne til den kolde krigs ophør

Også årsagerne til den kolde krigs ophør er omstridte. Den såkaldte realistiske skole ser den kolde krig som en reel, om end ublodig krig, som Sovjetunionen tabte på grund af det pres, som amerikansk oprustning i 1980'erne udsatte den for.

Moderniseringsskolen derimod lægger vægt på interne udviklinger i det sovjetiske samfund, der gradvis undergravede systemet indefra. Også Mikhail Gorbatjovs rolle tillægges stor betydning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig