Nordirlands politiske partier kan placeres inden for tre hovedkategorier: nationalistiske, unionistiske og "andre". Unionistiske partier ønsker, at Nordirland forbliver inden for Det Forenede Kongerige. Nationalistiske partier ønsker, at Nordirland og Irland (Den Irske Republik) forenes til ét land. "Andre" partier har forskellige syn på irsk genforening.

Ved valget til Den Nordirske Forsamling (det regionale parlament) i 2022 opstillede ni partier. Heraf opnåede syv af dem valg. Alliance Party tager ikke stilling irsk genforening. People Before Profit støtter en folkeafstemning om irsk genforening og vil i givet fald anbefale et ja.

Oversigt over partier

Opregnet efter deres størrelse i forsamlingen i 2022 er følgende partier repræsenteret:

  • Sinn Féin (SF), nationalistisk, 27 pladser
  • Democratic Unionist Party (DUP), unionistisk, 25 pladser
  • Alliance Party (AP), andre, 17 pladser
  • Ulster Unionist Party (UUP), unionistisk, 9 pladser
  • Social Democratic and Labour Party (SDLP), nationalistisk, 8 pladser
  • Independent, andre, 2 pladser
  • Traditional Unionist Voice (TUV), unionistisk, 1 plads
  • People Before Profit, andre, 1 plads.

Derudover sidder der to uafhængige repræsentanter i forsamlingen.

Lokalvalg

Ved lokalvalgene i maj 2023 blev Sinn Féin det største parti i Nordirland med 144 pladser. Derved vandt partiet 20 pladser fra SDLP, som kun fik 39. Ulster Unionist Party fortsatte med 40,2% en tilbagegang, som begyndte i 1997, da det fik 53%. Partiets tab af stemmer gavnede ikke Democratic Unionist Party, som fastholdt sine 122 pladser fra 2019. I stedet gik mange af dem tilsyneladende til det voksende Alliance Party.

Derfor var lokalvalgene udtryk for en generel tilbagegang for unionismen og en øget støtte til Sinn Féins hårde linje i genforeningsspørgsmålet. Som det også fremgår af et par meningsmålinger fra 2022 og 2023, viste lokalvalgene dog et klart flertal imod irsk genforening.

Fordeling af pladser

Fordelingen af pladser ved valget i maj 2023:

  • SF – 144
  • DUP – 122
  • AP – 67
  • UUP – 54
  • SDLP – 39
  • Independent – 19
  • TUV – 9
  • Green – 5
  • Andre – 3

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig