Belgien - det politiske system, Forbundsstrukturen blev gennemført i 1993 som et forsøg på at løse den strid mellem landets nederlandsktalende og fransktalende befolkning, der siden ca. 1960 havde domineret belgisk politik. Indtil da var såvel staten som det politiske liv stærkt centraliseret.

Ud over sprogstriden var den politiske debat især præget af striden om den katolske kirkes stilling i samfundet samt af stridigheder om den økonomiske politik.

Stigende regionalisering i årene efter 1970 og konkurrence fra sprogpartierne førte til, at de gamle partier splittedes i hhv. nederlandsk- og fransktalende partier, der siden har opstillet efter deres sproglige tilhørsforhold, dvs. enten i Flandern eller i Vallonien samt i Bruxelles.

Herved har Belgien på det nærmeste fået to uafhængige partipolitiske systemer:

I Flandern findes det kristelige folkeparti CVP, socialistpartiet SP og det liberale VLD; dertil kommer det flamsknationale parti Volksunie, det ligeledes flamsknationale og stærkt yderligtgående Vlaams Blok samt miljøpartiet Groen.

I det fransktalende partisystem er det største parti socialistpartiet PS; derefter kommer det kristeligt-sociale PSC og det liberale PRL. Blandt fransktalende indbyggere i hovedstadsområdet har protestpartiet FDF i mange år udgjort en faktor. Herudover findes yderligtgående partier som fx FN og miljøpartiet ECOLO.

Læs videre om Belgiens retssystem eller om Belgien generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig