Navneopråb, afstemningsform, der anvendes i parlamenter; øvrige hovedformer er anonym afstemning (fx håndsoprækning) og hemmelig afstemning, der dog sjældent bruges i demokratiske systemer. Navneopråb er en offentlig og dokumenteret afstemningsform, hvorigennem det enkelte parlamentsmedlems holdning tilkendegives. I Danmark benyttes formen sjældent, bl.a. fordi en næsten tilsvarende afstemning kan ske via Folketingets elektroniske afstemningsanlæg.