FOA – Fag og Arbejde er et dansk fagforbund, stiftet i 2005 ved sammenlægning af Forbundet af Offentligt Ansatte og Pædagogisk Medhjælper Forbund. FOA har ca. 148.000 aktive medlemmer (2021) og er det tredjestørste forbund i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Kvinderne udgør ca. 85 % af medlemsskaren, der hovedsagelig er kommunalt beskæftiget. Mere end halvdelen af medlemmerne arbejder i social- og sundhedssektoren som fx plejere, portører, hjemme- og sygehjælpere samt som social- og sundhedsassistenter. De øvrige er beskæftiget med fx dagpleje, med køkken- og rengøringsarbejde og med teknik og service. Forbundets formål er at påvirke samfundsudviklingen i overensstemmelse med medlemmernes interesser, samt at forbedre løn- og arbejdsvilkår og medlemmernes uddannelse.

Pædagogisk Medhjælper Forbund blev stiftet i 1974, mens Forbundet af Offentligt Ansatte opstod i 1992 ved sammenlægning af Husligt Arbejder Forbund og Dansk Kommunal Arbejderforbund, begge med rødder tilbage til 1899 i hhv. Københavns Tjenestepigeforening og Københavns Kommunale Arbejderforbund.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig