Neokorporatisme er et begreb, der blev lanceret i midten af 1970'erne af bl.a. den amerikanske politolog Philippe C. Schmitter som en karakteristik af forholdet mellem interesseorganisationer og stat i samtidige vestlige politiske systemer.

Faktaboks

Også kendt som

liberal korporatisme

Neokorporatismen skulle afløse begrebet pluralisme som det herskende paradigme vedrørende gruppers indflydelse. Grundtanken er, at siden 2. Verdenskrig og delvis som en følge af krigstidens udstrakte samarbejde mellem staten, erhvervslivet og arbejdsmarkedets organisationer har man oplevet en accelererende udvikling og intensivering af de økonomiske interesseorganisationers samspil med staten og det politiske system, inklusive de centrale administrative instanser.

Trods påmindelsen om korporatismens tidligere tilknytning til fascisme eller andre autoritære styreformer er begrebet neokorporatisme valgt ud fra en opfattelse af, at selvom de folkevalgte, repræsentative institutioner fortsat er fundamentet for de vestlige liberale demokratier, så er navnlig de tunge økonomiske interesseorganisationer blevet selvfølgelige og ligeberettigede partnere og centralt forankrede i det politiske system. De er blevet institutionaliserede og kan i så henseende minde om den ældre korporatisme. I modsætning til denne autoritære korporatisme kaldes den nye ofte liberal korporatisme for at understrege, at der er tale om frivillige arrangementer og ikke om statslig tvang.

Karakteristisk for neokorporatisme er, at interesseorganisationerne nærmest har monopol på at repræsentere deres områder, at der eksisterer en høj grad af samarbejde mellem interessegrupperne, at samarbejdet først og fremmest gælder økonomisk politik, især indkomstpolitik, at fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer er hovedaktørerne, og at samarbejdet mellem grupperne og mellem dem og staten ikke blot gælder formulering af politik, men også gennemførelsen og administreringen af politikken, ikke mindst over for gruppernes egne medlemmer.

Et meget vigtigt spørgsmål i udforskningen af neokorporatismen er statens rolle: Er den passiv mht. udførelse af interessegruppernes fælles beslutninger, er den formidlende i forholdet mellem grupperne, eller spiller den en overordnet afgørende og kontrollerende rolle?

Debatten om neokorporatismen er blevet kompliceret af, at begrebet har været anvendt såvel til at betegne et økonomisk system eller en produktionsmåde (på linje med fx kapitalisme) som en statsform (på linje med fx parlamentarisme) og et system til at mægle mellem interesser (på linje med fx pluralisme og syndikalisme).

Der er uenighed om graden og karakteren af neokorporatisme i de forskellige vestlige politiske systemer, men Østrig fremholdes ligesom også Sverige og Norge ofte som i lange perioder stærkt præget af korporative arrangementer, mens Danmark og Tyskland tildeles en middelposition, Storbritannien en lav grad af korporatisme og USA ingen, idet gruppepluralisme hersker der.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig