Liberalt Centrum var et dansk politisk parti, anmeldt i Folketinget den 10. oktober 1965 som selvstændigt parti. Partiet blev dannet efter Niels Westerbys og Børge Diderichsens brud med Venstre den 26. marts 1965 på grund af deres uenighed om bl.a. den økonomiske politik. Partiet blev opløst den 1. december 1969.

Westerby og Diderichsen repræsenterede Liberal Debat, en kreds af personer, der inden for Venstre arbejdede for gennemførelsen af Thorkil Kristensens politiske linje og opløsningen af Venstres siden 1950 fast etablerede samarbejde med Det Konservative Folkeparti.

Liberalt Centrum opnåede fire mandater ved valget i 1966, men blev ikke repræsenteret ved valget i 1968.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig