lokalløn

Lokalløn, et blandt flere udtryk for den ændring af aflønningsformerne, som har vundet indpas på det offentlige arbejdsmarked i Danmark siden 1987. Ved den første statstjenestemandslov i 1919 blev der fastlagt et aflønningssystem, normallønsystemet, der indebar, at den ansatte blev aflønnet efter sin uddannelse, sit ansvar og sin anciennitet, men helt uafhængigt af anlæg, flid, grundighed, kreativitet og resultater. Normallønsystemet blev i årene derefter udbredt til hele det statslige, kommunale og amtskommunale arbejdsmarked. I løbet af 1980'erne voksede kritikken af normallønsystemet, der af mange blev opfattet som stift. Siden 1987 har en gradvis opblødning af systemet fundet sted, idet en (mindre) del af lønnen udmøntes lokalt, fx i form af individuelle tillæg, efter en vurdering af den enkelte medarbejders indsats. Denne lønandel har haft betegnelser som lokalløn, kommunepulje, ministeriepulje, decentral løn og blandt nyordningens kritikere som "fedterøvstillæg".

Ny løndannelse er ved overenskomstforhandlingerne i 2005 udviklet til et antal aftaler med de faglige organisationer om lokal løndannelse omfattende næsten alle ansatte i kommuner og amter. Den nye aflønningsform indebærer principielt, at hver enkelt medarbejder aflønnes efter kun én grundløn, der skal være centralt aftalt, og at alle tillæg til grundlønnen aftales på den enkelte arbejdsplads ud fra en vurdering af medarbejderens funktioner, kvalifikationer og resultater. I staten anslås antallet af ansatte på nye lønsystemer i 2005 at være næsten 60% af de ansatte i staten.