Kommunale fællesskaber er et formaliseret samarbejde mellem kommuner og/eller amtskommuner (indtil 2007), som samtidig medfører indskrænkning i kommunalbestyrelsernes beføjelser på fællesskabernes område. Der sker således en overførsel af selvstændig kompetence fra kommunerne til fællesskabet. De kommunale fællesskaber, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse skal godkendes af tilsynsmyndigheden, der varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Boligministeriet som overordnet tilsynsmyndighed.

Fællesskaberne forpligter de deltagende kommuner økonomisk, og aftaler om deltagelse i disse kan ikke fraviges inden for det kortere åremål, som aftales ved fællesskabets etablering. Ingen ud over kommuner kan deltage i et kommunalt fællesskab. Kommunale fællesskaber kan ikke være organiseret som aktie- eller anpartsselskaber. De kommunale fællesskaber er offentligretlige organer og derfor underlagt fx Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Kommunale fællesskaber anvendes især på det tekniske område, fx på trafik-, renovations-, naturgas- og levnedsmiddelkontrolområdet.

Ved gennemførelsen af strukturreformen i 2007 ophævedes de kommunale fællesskaber, hvor alle deltagende kommuner indgik i en ny kommune. Driftsgrundlaget for en lang række andre kommunale fællesskaber ændrede sig også væsentligt som følge af strukturreformen, der reducerede antallet af kommuner til 98.

I en senere ændring skal mindre kommunale fællesskaber, der er omfattet af § 60 a i lov om kommunernes styrelse, ikke længere godkendes af tilsynsmyndigheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig