Kansler, (af lat. cancellarius, af kancelli), betegnelse for indehavere af forskellige embeder med især administrative, juridiske og politiske opgaver; titlen vides at have været anvendt siden 300-t. og var oprindelig betegnelse for en underordnet embedsmand ved en ret. I Frankerriget fra midten af 400-t. brugtes ordet om rets- eller forretningsskrivere, fra 800-t. om gejstlige dokumentskrivere og fra 900-t. om lederne af ærkebispernes kancelli i Köln og Trier. Kanslerfunktionen knyttedes desuden i 900-t. til fyrstehoffet, først i det tyske område og derefter i flere andre europæiske lande som led i det centrale forvaltningssystem.

Kansleren ved den pavelige kurie i Rom indtog i 1000-t. en underordnet stilling, og kancelliet lededes af ærkebisperne i Köln. Efter midten af 1100-t. var den egentlige leder af kancelliet sædvanligvis kardinaldiakon eller præst. I slutningen af 1100-t. lod man kanslerposten stå ubesat, og det blev i løbet af 1200-t. almindeligt, hvorfor kancelliet i resten af middelalderen lededes af en vicekansler.

I Det Tysk-romerske Rige blev udstedelsen af dokumenter i karolingisk tid ledet af en ærkekansler, men først under Otto 1. den Store fik kanslerembedet fastere form. Kanslerne overtog som kongens fortrolige flere politiske opgaver, hvilket som regel begrundede deres opstigning til høje gejstlige embeder. Det kongelige kancelli, Rigskancelliet, bestod af flere kirkelige notarer, som undertiden også fik politiske opgaver. Siden 1300-t. øgedes antallet af verdslige medarbejdere, og juridisk uddannelse fik voksende betydning. I 1432 udnævntes den første verdslige rigskansler i Det Tysk-romerske Rige.

I England nævnes den første kongelige kansler efter midten af 1000-t., og i 1100-t. voksede embedet i betydning; i begyndelsen var kansleren oftest en gejstlig, fra 1300-t. hyppigere en lægmand. Kanslerens stedfortræder, Keeper eller Master of the Rolls, havde opsyn med dokumenterne.

I Skandinavien var kanslerembedet efter alt at dømme først en gejstlig hofstilling. I Danmark nævnes titlen første gang i 1158, og efter Anders Sunesens udnævnelse til ærkebiskop i 1201 var kansleren oftest biskop; ca. 1245-1319, da en magtkamp mellem kongemagt og kirke stod på, og endnu under Valdemar 4. Atterdag, udnævntes dog hyppigt gejstlige af lavere rang. Fra anden halvdel af 1300-t. lededes kancelliet af Roskildebispen, men senest 1400 blev embedet splittet op. Med titel af Danmarks riges kansler eller øverste kansler havde bispen frem til Reformationen formelt ansvaret for den centrale forvaltning og opbevarede det sjældent benyttede rigssegl, men i praksis var det en ærespost. Den egentlige administrationschef og kancelliets daglige leder i 1400-t. var kongens kansler, som opbevarede det lille unionssegl og indtil ca. 1436 varetog næsten al regeringsforvaltning i de tre riger. Domssager varetoges fra 1300-t. i hvert rige af en rigens kansler.

I 1400-t. var der tillige tilknyttet en kansler til dronningens og tronfølgerens hof, ligesom ærkebiskoppen og bisperne i deres tjeneste havde kanslere, som varetog udfærdigelse af breve og modtog sportler, dvs. afgifter, som løn herfor. I hertugdømmet Slesvig havde hertugen ligeledes en kansler. Ved sin tronbestigelse i 1523 beholdt Frederik 1. sin kansler, der var af tysk oprindelse og i den følgende tid nu og da kaldtes den tyske kansler. Han var tillige kronens vigtigste rådgiver i sager vedrørende udlandet, hvilket medførte, at udenrigspolitikken med kongens accept efterhånden overførtes til Tyske Kancelli.

Ved Reformationen i 1536 overgik embedet som kongens kansler til adelige rigsråder og fik øget betydning. Som leder af centraladministrationens fælles ekspeditionskontor, Danske Kancelli, beskæftigede kongens kansler sig i praksis med alle sagsområder. Han indtog en central position som rigsembedsmand og mellemled mellem konge og rigsråd; i 1600-t. blev det daglige opsyn med kancelliet dog overladt til en øverstesekretær.

Rigens kansler fortsatte efter Reformationen som leder af landets justitsvæsen; i 1646 ophøjedes han til rigsembedsmand. Tyske Kancelli, der varetog en stor del af udenrigskorrespondancen, blev i perioder fortsat ledet af en tysk kansler. Også embedet som Norges riges kansler eksisterede efter 1536; embedet beklædtes 1314-1542 af provsten ved Mariakirken i Oslo og fra 1547 til dets nedlæggelse i 1679 af verdslige adelsmænd, der efter 1591 skulle være født eller bosiddende i Norge. Efter oprettelsen af det norske statholderembede i 1572 overtog dette flere opgaver fra Norges riges kansler, der derefter især tog sig af retsplejen.

Efter enevældens indførelse 1660-61 nedlagdes embedet som rigens kansler i Danmark. Det tyske kanslerembede ophørte i 1668, mens embedet som kongens kansler fortsatte under forskellige betegnelser; som leder af både Danske Kancelli og Tyske Kancelli havde Griffenfeld 1674-76 titel af rigskansler. I perioderne 1676-86, 1699-1708 og 1721-30 anvendtes benævnelsen storkansler; herefter kaldtes kancellichefen direktør og senere præsident.

Også i andre europæiske lande undergik kanslerembedet en forandring efter Reformationens indførelse. I Sverige fandtes i 1500-t. i perioder en kansler, men først i 1612 blev Axel Oxenstierna med titel af rigskansler den reelle leder af kancelliet. Rigskanslerembedet forsvandt med enevældens etablering i 1680, men genopstod i nogle få år i slutningen af 1700-t. I dag indgår kanslertitlen i Sverige og til dels Finland i embeder som universitets-, justitie- og hovkansler.

I England gik udviklingen fra middelalderens slutning i retning af, at kansleren, Chancellor, senere Lord High Chancellor, fik dømmende funktioner; i dag er den britiske kansler præsident for Overhuset og leder af retsvæsenet, mens finansministeren kaldes Chancellor of the Exchequer.

Efter Det Tysk-romerske Riges opløsning i 1806 forsvandt ærke- og vicekanslertitlen. I sidste halvdel af 1800-t. blev kanslertitlen igen taget i brug. I spidsen for Det Nordtyske Forbund 1867-71 stod således en forbundskansler, Bundeskanzler, og efter den nationale samling i 1871 benævntes den tyske regeringschef rigskansler, Reichskanzler; som Tysklands absolutte overhoved 1934-45 havde Adolf Hitler titlen Führer und Reichskanzler. I Østrig og Tyskland kaldes regeringschefen for forbundskansler; i Østrig har titlen været anvendt siden 1918 bortset fra årene 1938-45, mens den i Tyskland blev taget i brug i 1949 i Vesttyskland og i 1990 i det genforenede Tyskland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig