Kancelli, forvaltningsenhed. Kancelli betegnede fra senromersk tid en skrivestue omgivet af skranker; den varetog korrespondance og dokumentudstedelse i forbindelse med regerings-, forvaltnings- og retsudøvelse. Fra 300-t. kendes betegnelsen cancellarius, 'kansler', og det mlat. udtryk cancellaria blev i 1100-t. en almindelig fællesbetegnelse for udstedelsessted og personale. Fra ældre dansk kendes betegnelserne kancelleri eller kansleri. I dag benyttes ordet på bl.a. tysk og svensk om en afdeling i den offentlige administration eller om et sekretariat i en organisation, som modtager og registrerer, udarbejder og ekspederer skrivelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kancelli kommer af latin cancelli 'skranke' eller 'gitter'.

Ved kurien i Rom blev begrebet cancellaria senest anvendt under pave Alexander 3. Indtil 1000-t. dækkede det over en løs, ubureaukratisk struktur. Til kancelliet knyttedes en række højtstående embedsmænd og notarer, inklusive det på det tidspunkt lavere embede som kansler. Udbygningen af kancelliets virksomhed medførte en udvidelse og specialisering af personalet mht. opgaver og arbejdsgange (koncept, renskrift og registrering). Næsten hele kancelliets personale bestod oprindelig af gejstlige, som foruden indtægter for dokumentudstedelse besad præbender (dvs. indtægter af kirkeligt jordegods) overalt i Europa. I 1400-t. søgte paverne at mindske antallet af kancelliembedsmænd, og kompetence og arbejdsgange blev lagt i fastere rammer. Fra pave Sixtus 4.s tid begyndte en opdeling af kancelliet i selvstændige delenheder.

I Det Tysk-romerske Rige blev dokumentudstedelse først varetaget af hofkapellet med en ærkekansler i spidsen. Ledelsen af kancelliet fik fastere form i 900-t. under Otto 1. den Store. Det kongelige kancelli, Rigskancelliet, bestod af flere notarer, der i reglen var tilknyttet hofkapellet og undertiden tillige fik overdraget politiske opgaver. Som følge af en øget brevmængde i 1100-t. voksede kancelliets personale, og nye ressortområder kom til (notar, registrator, sigillator), ligesom arbejdsgangen med fx anvendelse af registre og formelbøger blev forbedret. I senmiddelalderen blev kancelliet en særlig fremtrædende del af herskersystemet.

I England affattede skriverne i den kongelige hofholdning dokumenter senest i 1000-t., men betegnelsen kancelli, chancery, blev først taget i brug i slutningen af 1100-t. De mange dokumenter blev opdelt i Charters, Patents og Close Rolls. Omkring 1300 fandtes ti hovedbogserier med fortegnelser over breve og dokumenter, og mod slutningen af 1300-t. havde kancelliet mere end 100 ansatte. Opgaverne omfattede i første række udarbejdelse af udkast og affattelse af dokument og kopi.

Med fyrstemagtens voksende opgaver i løbet af middelalderen og det stigende behov for skriftlighed, der afspejles i overgangen fra pergament til papir, udvidedes fyrstemagtens kancelli. Det var ofte det eneste organiserede centrale forvaltningsorgan, og omkring 1500 tog det sig stort set af alle de opgaver, der påhvilede fyrstemagten. Der skelnedes ikke mellem kancelliets (forvaltningens) personale og fyrstens øvrige hjælpere, og kancellipersonalet varetog ofte en bred vifte af opgaver, der ikke snævert vedrørte korrespondance. Kancelliernes oprindelig gejstlige personale blev efterhånden rekrutteret fra andre stænder, og nationalsprogene erstattede latin. Udviklingen i 1500-, 1600- og 1700-t. kendetegnedes ved flere nye forvaltningsinstitutioner og en fordeling af kancelliets hidtidige opgaver, ofte i forbindelse med dannelsen af kollegier med egen ekspedition; med 1800-t.s frie forfatninger overgik kancellifunktionerne til ministerier. Se også kollegiesystem og ministerialsystem.

I Danmark og det øvrige Norden fulgte kancelliets udvikling kontinentet. De kongelige dokumenter blev udstedt af gejstlige, som længe var ene om at besidde de nødvendige kundskaber. En kapelorganisation kan dokumenteres i Danmark i 1100-t., og senest i 1158 opstod et egentligt kancelli; i Norge og Sverige kendes kancellier fra hhv. 1208 og 1219. I det middelalderlige rejsekongedømme fulgte kancelliet kongen. Bortset fra en periode i 1200- og 1300-t. var kancelliets øverste formelle leder, den øverste kansler, indtil Reformationen i 1536 biskoppen i Roskilde; fra 1400-t. lå den daglige ledelse hos kongens kansler; se kansler.

I 1400-t. under Christoffer 3. udvidedes arkivførelsen, og kancelliet organiseredes fastere med forbillede i den tysk-romerske kejsers kancelli. Som midtpunkt i centraladministrationen påbegyndte kancelliforvaltningen fra dette tidspunkt en vis registrering af udgående skrivelser; fra 1535 foreligger sammenhængende protokolrækker over udgående skrivelser, mens de indkomne først blev samlet fra 1626, fra 1660 mere systematisk.

Korrespondancen med udlandet og Hertugdømmerne medførte senest fra midten af 1400-t. en opdeling af kancelliet i en dansk og en tysk afdeling. Da Frederik 1. i 1523 kom til magten, medbragte han sit hertugelige kancelli. Det dannede grundlag for et egentligt Tyske Kancelli under ledelse af en tysk kansler, der tog sig af Hertugdømmernes indre forhold samt af den tysk- og latinsksprogede udenrigskorrespondance. Det i forvejen eksisterende kancelli fortsatte som Danske Kancelli, der korresponderede med Sverige og Rusland og fortsat havde alle andre indre forhold under sig, inklusive de fleste norske anliggender. Afgrænsningen af de to kancelliers ressort var dog uskarp. I 1500-t. opstod et Rentekammer, der tog sig af den materielle forvaltning, og med den stigende og mere komplekse sagsmængde i 1600-t. fortsatte udbygningen af en sagligt opdelt administration med landsdækkende etater (told- og postvæsen) og centrale, militære forvaltningsinstitutioner for flåde og hær; de fik kollegialt præg, men havde Danske Kancelli som ekspeditionskontor.

I adelsvældens tid 1536-1660 blev Danske Kancelli ledet af kongens kansler, mens en øverstesekretær havde det daglige opsyn med de adelige kancellisekretærer. I perioder uden en tysk kansler kunne kongens kansler få reel indflydelse på Tyske Kancelli.

Ved enevældens indførelse 1660-61 måtte Danske Kancelli afstå militære og finansielle opgaver til de nye kollegier, mens Tyske Kancelli med undtagelse af nogle år i 1670'erne og 1770'erne, dvs. Griffenfelds og Struensees magtperioder, vedblev at stå for det meste af udenrigskorrespondancen. Først i 1670 fik kancellierne instrukser vedrørende kollegial sagsbehandling og kollegiemøder. Store, men kortvarige ændringer kom 1770-72 med Struensees effektivitetsfremmende reformer. Begge kancellier afstod opgaver til andre organer og blev efter regioner opdelt i departementer, der både forberedte og ekspederede sagerne. I 1773 vendte begge kancellier stort set tilbage til den gamle ordning, men omkring 1800 blev Danske Kancelli atter opdelt i departementer efter topografiske og saglige hensyn, hvor sagerne blev forberedt og færdigbehandlet i samme kontor.

Kancellierne ophørte ved indførelsen af ministerialsystemet i 1848. Danske Kancellis ressortområder overgik til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, Indenrigsministeriet og Justitsministeriet, mens Tyske Kancelli, hvis navn blev ændret i 1806 til Slesvig-Holstenske Kancelli og i 1816 til Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli, afløstes af Ministerierne for Slesvig og Holsten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig