Herredsfoged, siden 1300-t. kongens repræsentant på herredstinget. Indtil enevældens indførelse i 1660-61 blev herredsfogeden beskikket af lensmanden, hvorefter han udnævntes af kongen; efter 1848 udpegedes han af Justitsministeriet. I begyndelsen varetog herredsfogeden som fuldmægtig for lensmanden kongens interesser på herredstinget, herunder gennemførelse af retssager; fra ca. 1400 blev han formand for tinget og dømte sammen med tingmændene. I 1500-t. var herredsfogeden enedommer, men skulle dog ved dødsdomme dømme sammen med andre tingmænd. I samme periode blev de fleste af herredsfogedens administrative opgaver overført til ridefogeder og delefogeder, hvorefter herredsfogeden i hovedsagen kun var dommer. Enevældens indførelse medførte ingen ændringer i herredsfogedens embedsopgaver, men i løbet af 1700-t. blev det ved en række forordninger pålagt herredsfogeden at varetage forskellige politimæssige opgaver, således at han tillige var politimester og dermed underøvrighed på landet. Herredsfogedens stilling som underdommer og lokal øvrighed blev opretholdt indtil Retsplejelovens ikrafttræden i 1919, der ophævede herredsfogedembedet og fordelte herredsfogedens hidtidige opgaver mellem underretsdommeren og politimesteren.