Faktaboks

Walter Bagehot
Født
3. februar 1826, Langport, Somerset
Død
24. marts 1877, Langport, Somerset

Walter Bagehot var en engelsk publicist med stor indflydelse på den engelske samfundsdebat, ikke mindst igennem tidsskriftet The Economist, som han redigerede i en lang årrække fra dets grundlæggelse i 1843.

Bagehot og den engelske (britiske) forfatning

I hovedværket The English Constitution (1867) skabte Bagehot grundlaget for mange senere beskrivelser og analyser af den britiske forfatning. Trods ordet 'English' i titlen analyserer Bagehot i bogen det samlede United Kingdoms forfatningsmæssige forhold med særlig vært på monarkiets og parlamentets roller.

Bagehot opstillede et modargument til A.V. Diceys påstand om, at forfatningen var et spørgsmål om en balance mellem monarken, aristokratiet og den brede befolkning. I stedet sondrede Bagehot mellem de "ærværdige" og de "effektive" elementer i det britiske forfatningskompleks; en sondring som man den dag i dag stadig kan finde spor af. I Bagehots udlægning bestod de ærværdige dele bl.a. af monarkiet og byggede på ældgamle ceremonier, som folket beundrede. De effektive dele var de mere moderne, enkle og let forklarlige elementer, som det politiske system, parlamentets funktion, mv. Denne skelnen viser, hvordan et moderne politisk system kunne opstå af den ramme, som en ældgammel forfatning udgjorde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Jan Madsen

Jeg vil foreslå en udtaleangivelse af efternavet i lighed med den for artiklen om Samuel Pepys.

svarede Adam Hyllested

Tak for forslaget. Vi angiver ikke i øjeblikket udtaler til opslagsordene i Den Store Danske.
Mvh. redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig