Giovanni Sartori, 1924-2017, italiensk-amerikansk politolog, professor ved universitetet i Firenze og ved Columbia University, New York. Giovanni Sartori har med værket Parties and Party Systems (1976) haft stor betydning for forståelsen af flerpartisystemers dynamik. Han ydede også vigtige bidrag til demokratiteori samt til analysen af samfundsvidenskabernes begrebslogiske metodeproblemer.