visum

Visum, (lat. 'det, som er blevet set eller undersøgt', perf.part. af visere 'betragte' eller videre 'se'), tilladelse for udlændinge til indrejse og korttidsophold i et andet land. Den danske udlændingelovgivning stiller først krav om egentlig opholdstilladelse ved ophold i mere end tre måneder, og ligesom i mange andre lande tillades korte ophold på grundlag af et visum, som tillige giver tilladelse til selve indrejsen. Statsborgere fra en række lande, som Danmark har nære politiske og økonomiske forbindelser til, er fritaget for krav om visum, dvs. at de kan rejse ind i og opholde sig i Danmark indtil tre måneder uden formel tilladelse. Visumfritagelse sker ofte på grundlag af gensidig aftale mellem de involverede stater; fritagelse for visumkrav kan desuden følge af multilaterale aftaler om fri bevægelighed for personer, se EU (6.1. Fri bevægelighed).

Visumkrav er udtryk for statens udøvelse af suverænitet over sit territorium. Hvilke landes statsborgere der skal have visum og kriterierne for udstedelse heraf, beror på en række hensyn, navnlig til udenrigspolitiske relationer, statens sikkerhed, offentlig orden samt immigrationspolitiske hensyn. Mange stater har siden 1980'erne indført skærpede visumkrav og samtidig håndhævet disse gennem forhåndskontrol, dvs. kontrol af pas og visum allerede inden udlændinges udrejse fra bestemte lande. Denne kontrol, der ofte udøves i samarbejde med bl.a. flyselskaber og andre landes myndigheder, har i praksis især ramt potentielle asylsøgere. Såfremt de som følge af forhåndskontrollen bliver forhindret i at forlade et land, hvor der er risiko for, at de udsættes for overgreb, kan der sættes spørgsmålstegn ved, om visumkontrollen er forenelig med internationale menneskerettigheder.