Bagmandspolitiet var en populær betegnelse for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), som den 1. januar 2022 blev erstattet af Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Faktaboks

Også kendt som

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK

Bagmandspolitiet var landsdækkende og underlagt rigsadvokaten, og det blev oprettet i 1973 under navnet Statsadvokaturen for særlig økonomisk kriminalitet (SØK) for at effektivisere bekæmpelsen af forbrydelser begået af "bagmænd". Opgaverne var især forretningsprægede berigelsesforbrydelser, som havde et særlig betydeligt omfang eller var organiserede eller udført ved særlige metoder.

Til SØIK's arbejdsområde hørte også overtrædelser af erhvervs-, bolig-, afgifts- og skattelovgivningen samt hvidvaskning af penge.

Under SØIK hørte Hvidvasksekretariatet, som havde til opgave at indsamle, registrere og koordinere oplysninger vedrørende hvidvask af udbytte fra strafbare forhold og, i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET), finansiering af terrorisme.

SØIK var ikke blot en normal anklagemyndighed, men tillige en politiafdeling. Efterforskning skete i samarbejde mellem politifolk og jurister, der ydede bistand og førte tilsyn. Den særlige statsadvokat traf afgørelse om tiltalen, og jurister fra SØIK mødter som anklagere i retten.

Kommentarer (4)

skrev Peter E. Christensen

Linket til SØIKs hjemmeside virker ikke. (Og “SØIKs” skrives uden apostrof, da forkortelsen udtales som et ord).

svarede Jørgen Nørby Jensen

Tak for din kommentar. Linket skulle virke nu. Ved forkortelser, der skrives uden forkortelsespunktum, og som kan udtales som egentlige ord, er det valgfrit, om man vil tilføje en endelse direkte eller bruge apostrof, jf. § 6.1 og § 21.3b i Retskrivningsordbogen (4. udg., 2012): https://dsn.dk/ordboeger/retskrivningsordbogen/%c2%a7-1-6-bogstaver-og-tegn/%c2%a7-6-apostrof/
Man kan altså valgfrit skrive fx SØIKs eller SØIK's, cd-rommen eller cd-rom'en, Natos eller Nato's (eller NATOs eller NATO's), aidsen eller aids'en osv.

svarede Peter E. Christensen

Tak for henvisningen til Retskrivningsordbogen. Jeg var ikke klar over, at reglerne på dette område var blevet lempet, så det nu er valgfrit mht. apostroffen.

svarede Jørgen Nørby Jensen

De er de nu heller ikke. Reglerne har været sådan siden 1986 (jf. Retskrivningsordbogen, 1986, § 21.3a, side 552). Hovedreglen er, at der sættes apostrof foran endelser til forkortelser, der skrives uden forkortelsespunktum, fx pc'en, tv'et, sms'en, USA's præsident. EU's medlemslande osv. Men ved forkortelser, der kan udtales som egentlige ord, kan man altså også tilføje endelsen direkte.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig