Sabotage. Fotografiet viser resultatet af en jernbanesabotage ved Aulum syd for Holstebro 23.8.1943. Togafsporingen er sket ved løsning af skinnerne; en besværlig metode, der hurtigt blev erstattet af sprængninger med plastisk sprængstof. Jernbanesabotagen imod de tyske troppetransporter fra Norge gennem Jylland til fronterne i øst og vest kulminerede 1944-45. Historiske undersøgelser har vist, at jernbanesabotagen ikke havde den taktiske effekt målt i forsinkelser, som sam- og eftertiden troede.

.

Sabotage, planmæssig ødelæggelse af produktion eller produktionsmidler i den politiske, økonomiske eller militære kamp. Ordet bruges også mere generelt om skjult modstand eller forhaling. Sabotagen er den svage parts våben over for den overlegne modstander og er globalt blevet et almindeligt træk i befrielseskampe. Under 2. Verdenskrig blev sabotagen modstandsbevægelsernes vigtigste militære redskab, rettet imod besættelsesmagten eller kollaboratørregimerne. Målet var rustningsindustrien, militære anlæg og trafikmidler. En vigtig nydannelse bag sabotagen blev tilførslen af højeksplosivt og lethåndterligt plastisk sprængstof fra Storbritannien.

Faktaboks

Etymologi
Ordet sabotage kommer af fransk saboter 'ødelægge', af sabot 'træsko'; egl. 'ødelæggelse med træsko'.

Spørgsmålet om sabotagens militære betydning er omdiskuteret. Den viste sig mest effektiv, når den blev koordineret med den overordnede militære strategi som fx under invasionen i Frankrig i 1944 eller under "Skinnekrigen" på Østfronten. Sabotagen ses ikke at have hæmmet den tyske krigsførelse alvorligt, men den fik overalt en vigtig moralsk og politisk funktion i de besatte folks frihedskamp.

Retsregler

En besættelsesmagt har efter den fjerde Genèvekonvention ret til at straffe sabotører, men de har krav på retfærdig rettergang, og tortur og kollektiv straf er forbudt.

Efter dansk ret kan sabotage efter omstændighederne straffes som hærværk samt i alvorlige tilfælde efter Straffeloven § 183 eller § 193 eller efter § 98 som landsforræderi, hvis der er forsæt dertil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig