krig (Krigsetik - Retfærdig krig)

Krig (Krigsetik - Retfærdig krig), Kriterierne for en retfærdig krig (lat. bellum justum) kan udledes af Augustins værker fra ca. 400, bl.a. De civitate Dei XIX,7, hvor det siges, at kun en uretfærdig handling fra modpartens side forpligter og retfærdiggør krigsførelse. Krigens formål er fred. I 1200-t. blev kriterierne systematiseret af Thomas Aquinas (Summa theologiae II,2, 40): Deltagerne skal være krigere, ikke civile. Krigens genstand skal være krigsherrens lovlige besiddelse; erobringskrig er pr. definition uretfærdig. Årsagen til krig skal være leveret af modstanderen, krigen skal være formelt erklæret og tropperne ledet af en fyrste. Formålet skal hos alle deltagere være fredens genoprettelse. Desuden skal al krig føres med størst mulig moderation og være den "sidste udvej". Hovedtanken er, som hos Augustin, at krigen har freden som formål, dvs. sker for almenvellets skyld. Korstog havde i middelalderen status som retfærdige krige, der erklæredes af paven.

Henvendt til samtidens førende europæiske fyrster formulerede Erasmus af Rotterdam en kompromisløs afvisning af krig som realpolitisk konfliktløsning ("en uretfærdig fred er langt bedre end en retfærdig krig"), bl.a. i en tekst fra 1515 (da. Skøn er krigen for den uerfarne, 1984), men med tiden indrømmede han, at krig som "sidste udvej" under visse omstændigheder må anerkendes. Senere opfattelser af retfærdig krig bygger især på Hugo Grotius' værk De jure belli ac pacis (1625, Om krigs- og fredsret).