krig (Krigsførelse efter 2. Verdenskrig)

Hærstyrker kan fastholde terræn over for en angriber, vinde fjendtligt terræn og generobre tabt terræn. De anvendes i alle operationsformer, fra offensive og defensive krigsoperationer til fredsbevarende. De kan indsættes over land og fra sø og luft og anvendes i kontaktslaget med den fjendtlige hovedstyrke, i dybden af fjendens rum og i eget bagland. Hærstyrker består af en relativt kompleks sammensætning af mange våbenarter og specialer og er opbygget hierarkisk mhp. at samordne kampen. Da de primært skal opholde og bevæge sig på landjorden, påvirkes deres effektivitet kraftigt af geografiske og vejrmæssige forhold samt af fjendtlig våbenvirkning trods befæstningsanlæg og kampvognes, ildstøtte- og transportmidlers pansring. Pga. disse påvirkninger, styrkernes størrelse og komplekse sammensætning og kravet om sammenføring eller evt. mobilisering har de i forhold til styrker fra de to andre værn relativt ringere fleksibilitet og længere reaktionstid. Føringen af hærstyrker vil generelt være karakteriseret af central målfastlæggelse og decentral udførelse.

Maritime styrker opererer på, over og under havets overflade. De anvendes til at tilkæmpe sig og fastholde kontrol med hav- og farvandsområder, til at projicere kampkraft frem mod fjenden for at influere direkte på kampen om et landområde, til at beskytte kommunikationslinjer over havet og til at opretholde blokade eller embargo, demonstrere militær styrke, overvåge havområder og gennemføre rednings- og eftersøgningsopgaver. Maritime styrker omfatter fly, overflade- og undervandsenheder, ofte konstrueret til at løse forskellige opgaver som krigsførelse mod overfladeenheder, antiubåds- og minekrigsførelse samt fremførelse og landsætning af landstyrker. Hangarskibe, helikopterplatforme og missiler muliggør udnyttelsen af luftrummet til støtte for såvel sø- som amfibie- og landkrigsførelse. Bortset fra de begrænsninger, som vanddybder sætter, er maritime styrker kendetegnet ved fleksibilitet, udholdenhed, hurtig reaktionsevne og mobilitet. Overgang til egentlige krigsoperationer kan ske uden eller med meget kort forberedelsestid. Moderne teknologi gør det muligt at centralisere eller decentralisere føringen efter forholdene.

Luftstyrker kan indsættes i både offensive og defensive roller. De anvendes i alle operationstyper såvel til at erobre kontrollen med og dominere luftrummet over operationsområdet som til støtte for de to andre værns operationer. Fly kan udrustes med et varieret og stort antal våbensystemer, der muliggør levering af den ildkraft, der skønnes optimal til løsning af den givne kampopgave. De kan indsættes til nedkæmpelse af modstanderens fly i luften eller på jorden, præcisionsbombning, overvågning mv. Luftstyrker besidder evnen til fleksibelt med stor hastighed, over store afstande og med stor præcision at koncentrere voldsom våbenvirkning mod et givet mål. Lufttankning forøger muligheden for at nå dybtliggende mål eller blive længere tid i luften. Luftstyrker er meget kostbare i anskaffelse og drift, hvilket begrænser de rådige resurser. Dette forhold samt den store fleksibilitet gør, at føringen sker stærkt centraliseret.

Specielt mulighederne for over meget lange afstande dels at opnå afgørende våbenvirkning, dels at koordinere og kontrollere styrkernes indsats har fremmet evnen til tyngdedannelse, dvs. anvendelse af alle militære magtmidler mod det område, hvor afgørelsen søges. Moderne krig føres derfor i tættest muligt samarbejde mellem land-, sø- og luftstyrker. Specielt flystyrkers fleksibilitet og evne til at fremføre voldsomt virkende våben mod fjerntliggende mål bevirker, at krig til lands eller til søs altid vil søges støttet af fly. Disse fly kan være en integreret del af en hær, fx kamphelikoptere, eller et søværn, fx hangarskibsbaserede fastvingefly, men i større konflikter vil det være nødvendigt at indsætte landbaserede fly fra luftvåbnet til støtte for operationerne så hurtigt som muligt.

Er krigens mål begrænset, modstanderen meget underlegen, eller umuliggør geografiske forhold indsættelsen af styrker fra alle tre værn, vil krigen stadig kunne blive ført af styrker fra ét værn. Der findes dog ingen eksempler på dette, og muligheden må siges at være teoretisk. Selv under Falklandskrigen (1982), der for Storbritannien pga. øernes isolerede beliggenhed kun frembød mulighed for umiddelbart at indsætte flådestyrker, blev styrker fra alle tre værn anvendt. Hærenheder blev landsat fra flåden for at nedkæmpe og tvinge argentinske styrker til overgivelse, og fly fra luftvåbnet blev vha. lufttankning indsat til bombning af den eneste flyveplads, der kunne modtage argentinske transportfly.

En moderne storkrig mellem teknologisk nogenlunde ligeværdige parter vil altid blive gennemført i værnfælles regi med deltagelse af mindst to værn, hvoraf det ene altid vil være luftvåbnet.

Læs videre om krigsetik.